Badminton

Stor turnering udsat - Axelsens held?

Super 750-turneringen Malaysia Open, der skulle have været afviklet fra 25. til 30. maj, er udsat.

Viktor Axelsen er som bekendt blevet ramt af coronavirus, hvorfor dagens nyhed sandsynligvis ikke ligefrem frustrerer den danske badmintonstjerne.

Malaysia Open er efter enighed mellem Det Internationale Badmintonforbund (BWF) og turneringsarrangørerne blevet udsat.

Det oplyser de i en fælles pressemeddelelse.

Skidt nyt for sporten, vurderer TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen.

- Det er skidt for badminton. Alt andet sport kan fungere, men badminton kan ikke. Det er jeg mildest talt uforstående overfor. Kigger vi på tennis og andet ketchersport, så kører det jo bare derudaf. Jeg forstår dog, man har gjort det i Indien, hvor det er rigtig slemt.

- Skal man se kynisk på det her med danske briller, kan det være en gigantisk fordel for flere danskere. Viktor Axelsen vil, som det er nu, beholde sin fjerdeseedning. Han undgår jo Kento Momota og Anders Antonsen tidligt ved OL, siger TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen.

Udskydelsen betyder, at turneringen ikke længere kan blive afviklet i det olympiske kvalifikationsvindue. Med andre ord er det ikke muligt for spillerne at hente OL-point i Malaysia, hvorfor der nu kun er Singapore Open tilbage, hvor spillerne kan tanke vigtige point til legene i Tokyo.

Viktor Axelsen smitte med coronavirus betyder, at han muligvis ikke ville have haft muligheden for at præstere på topniveau om lidt over to uger. Der ville endda være en risiko for, han slet ikke ville have en krop i en forfatning, som ville være klar til at spille badminton igen på det tidspunkt.

Axelsen bliver pustet i nakken

Axelsen kæmper for sin OL-seedning, hvor han lige nu er nummer fire på ranglisten. Nummer fem er Anthony Ginting. Og han sidder helt sikkert og ærgrer sig lige nu.

Det fungerer på den måde, at de ti bedste resultater for OL-kvalifikationsturneringerne tæller med i OL-seedningen. Ginting har leveret to resultater, der bestemt ikke var godkendt, og som han nemt kunne have overgået i Malaysia i slutningen af maj.

Dermed kunne han overhale Axelsen på seedningslisten.

Det kan være en gigantisk fordel, da han derfor først kan møde verdensstjernen Kento Momota i en eventuel semifinale ved de olympiske lege.

Sidste mulighed for at hente OL-point er i Singapore fra 1. til 6. juni, såfremt den turnering ikke bliver udskudt. Her kan mange ting naturligvis stadig nå at ændre sig.