Badminton

Vendsyssel har valgt modstander i Final 4 - frygtede Axelsen-møde

Grundspilsvinderne fra Vendsyssel har valgt Værløse som modstander i Final 4. De frygtede Skovshoved og et muligt Viktor Axelsen-møde.

Værløse eller Skovshoved i en DM-semifinale?

Det var det valg, grundspilsvinderne fra Vendsyssel stod over for forud for Final 4. Mandag blev deres valg så offentliggjort, og dermed står det klart, at Vendsyssel og Værløse brager sammen i den ene DM-semifinale, mens nummer to i grundspillet, Team Skælskør-Slagelse, skal møde Skovshoved.

Nordjydernes cheftræner, Allan Kolbro Nielsen, slår i en udmelding fra Badminton Danmark fast, at det var et svært valg. Ét navn i Skovshoved-lejren havde dog indflydelse på beslutningen; Viktor Axelsen.

- Vi har kæmpe respekt for begge hold, men med Værløse er vi lidt mere sikre på, hvem de kommer med. Vi ved ikke, om Skovshoved har Viktor Axelsen med, siger Allan Kolbro Nielsen og tilføjer:

- Men vi ved, at Værløse sagtens kan drille os, hvis ikke vi rammer dagen. Jeg synes, vi er små favoritter i de fleste kampe, men vi skal ikke slippe speederen meget. Så ved vi, at de står der.

Viktor Axelsen er registreret Skovshoved-spiller, men i grundspillet har han kun været med i fire kampe, fordi det passede ind i en badmintonsæson med mange aflyste turneringer. Det vil formentlig være op til hovedpersonen selv, om han spiller i Final 4. Her er det store spørgsmål nok, hvordan det passer ind i OL-forberedelserne.

Program for Final 4

  • 22. juni klokken 13: Vendsyssel vs. Værløse
  • 22. juni klokken 19: Team Skælskør-Slagelse vs. Skovshoved
  • 23. juni klokken 13: Bronzekamp
  • 23. juni klokken 19: Guldkamp

Begge semifinaler samt bronze- og guldkampen kan ses på TV 2 SPORT.

Vendsyssel vandt grundspillet med 79 point. Herefter fulgte Team Skælskør-Slagelse med 68 point, mens både Værløse og Skovshoved sluttede på 65 point.

I Værløse-lejren erkender man, at Vendsyssel er favorit i mange kampe, men omvendt ser de også muligheder.

- Der skal nogle overraskelser til, og vi skal ramme mange kampe lige i rumpetten på samme dag. Under alle omstændigheder skal vi bare ud at se, om vi kan drille dem, siger cheftræner i Værløse, Tanja Berg.

Skovshoved er forsvarende DM-vindere, mens Værløse også er med i Final 4 for andet år i træk. Sidste år kom den sjællandske klub dog med på et afbud, da blandt andre Vendsyssel trak sig fra semifinalerne på grund af coronasituationen.