Badminton

Afgørende OL-kval er aflyst

Super 500-turneringen Singapore Open er blevet aflyst. Det betyder, at det ikke længere er muligt at hente point og kvalificere sig til OL i Tokyo.

Det lå lidt i kortene, men nu er det officielt.

Singapore Open, som var den sidste mulighed for hente OL-point, er aflyst. En aflysning, der falder kort efter, at Malaysia Open blev aflyst.

Det oplyser det internationale badmintonforbund, BWF, på sin hjemmeside.

Dermed blev de sidste to OL-kvalifikationsturneringer aflyst. Det er ikke optimalt for sporten, men for flere danskere er det faktisk slet ikke en dårlig nyhed.

Singapore Open skulle have været afviklet fra 1. juni til 6. juni, hvorfor Viktor Axelsen skulle have præsteret på topniveau kort efter, han blev smittet med coronavirus. Nyheden for Axelsen er god, fordi:

  • Anthony Ginting ikke længere kan overhale Viktor Axelsen på seedningslisten
  • Derfor beholder Axelsen sin fjerdeseedning
  • Dermed undgår han at møde Kento Momota før en eventuel semifinale

BWF oplyser, at de vil kommentere på kvalifikationen til OL senere.

Det fungerer på den måde, at de ti bedste resultater fra OL-kvalifikationsturneringerne tæller med i OL-seedningen. Ginting har leveret to resultater, der bestemt ikke var godkendt, og som han nemt kunne have overgået i både Malaysia i slutningen af maj og Singapore i starten af juni. Begge turneringer, der nu er skubbet ud af det olympiske kvalifikationsvindue.

Dermed kunne Ginting have overhalet Axelsen på seedningslisten.

Dansk double til OL på grund af nederlag

Udskydelsen af Singapore Open er ligeledes rigtig gode nyheder for den danske mixeddouble Alexandra Bøje og Mathias Christiansen.

Nederlaget i EM-semifinalen betyder nu, at parret kommer til OL. Havde de vundet EM-semifinalen, var de ikke nødvendigvis kommet til OL.

Parret vidste på forhånd, at et nederlag i EM-semifinalen ikke ville være en katastrofe. De vidste, at et nederlag til det engelske par Marcus Ellis og Lauren Smith ville rokere rundt på OL-ranglisten til danskernes fordel.

Og hvorfor så det? Da Alexandra Bøje og Mathias Christiansen tabte semifinalen, rykkede englænderne op på ranglisten og skubbede dermed det indonesiske par Haifiz Faizal og Gloria Emanuelle Widjaja ud af OL-ranglistens top otte.

I forvejen havde Indonesien et par på plads i top otte, og for at en nation kan få to par med, skal begge par befinde sig blandt de otte bedste. Da Haifiz Faizal og Gloria Emanuelle Widjaja gled ud, frigav det en plads, som Alexandra Bøje og Mathias Christiansen kunne overtage nederst på OL-ranglisten.

Inden det danske par gik ind til semifinalen, vidste de godt, at de befandt sig i en fordelagtig situation. Det fortalte Mathias Christiansen til TV 2 SPORT i sidste uge, hvor Malaysia Open blev udskudt.

- Når man befinder sig i et OL-ræs som det her, så har man også ret meget styr på pointene, og hvordan det hele ser ud. Vi var helt og aldeles klar over, at englænderne ville gå ind i top-8 og skubbe det ene indonesiske par ud, hvis de vandt, hvilket ville frigive en plads til os.