Det er rystende og pinligt af BWF
Badmintonkommentator Dennis Bostrup reagerer på endnu en aflyst turnering - Singapore Open, der var den sidste i OL-kvalifikationen.
Den sidste aflysning af en stor badmintonturnering, Singapore Open, viser tydeligt et verdensforbund, BWF, der er handlingslammet og som en struds blot stikker hovedet i jorden og håber på bedre tider.
Der er ingen plan B.
Aflysningen af Singapore Open er blot den seneste af en række aflysninger, og isoleret set er det godt nyt for især den danske mixdouble med Mathias Christiansen og Alexandra Bøje, der nu kommer med til OL, fordi de tabte EM-semifinalen. Ja, du læste rigtigt. De kommer kun med, fordi de tabte.
Havde parret vundet EM - eller bare semifinalen - havde de kunnet se OL sammen hjemme fra sofaen i Danmark.
Ingen kommunikation
Den situation er omtalt i artikler her på siden i forvejen, så den vil jeg ikke dvæle ved. Jeg vil i stedet fokusere på, hvad det betyder for sporten, og hvad BWF har gjort. Men jeg begynder et andet sted, nemlig ved en af mine kæpheste: Kommunikationen.
I alle mine snart 25 år i journalistik, hvor jeg i de fleste år har beskæftiget mig med sport, har jeg aldrig oplevet en kommunikation, der fungerer så dårligt som den mellem BWF og resten af verden.
Ingen oplysninger om deres tanker, ingen information i tilfælde af skader til store stjerner, ingen ord om store begivenheder og absolut ingen hjælp til de forskellige journalister og kommentatorer, der dækker sporten for millioner af seere verden over. Bare som et lille eksempel, så prøv at klikke ind på deres egen spillerside og tryk på Beiwen Zhang, som i flere år har været top-10-spiller i damesingle.
Hvor gammel er hun, spørger man måske sig selv. Ja, svaret findes i hvert fald ikke derinde. Og det er kun en enkelt lille detalje i et mangelfuldt system. Tro mig, jeg kan nævne mange flere.
Nu har jeg de sidste mange måneder fået et indblik i informationsflowet i søster-sporten tennis, og jeg må bare erkende, at badminton er på en helt anden planet. Her får man som journalist leveret flere sider med info og statistik til hver eneste kamp. Der er hjælp til korrekt udtale af spillernavne. Spillerne leverer interviews on court efter hver kamp på engelsk, og vi - og dermed seerne - får et helt andet kendskab til spillerne og dermed i længden også mere lyst til at se med, når de udkæmper deres kampe.
Og nå ja, så sender de også fra dag ét i turneringerne og fra flere baner.
Hvordan håndterer BWF så kommunikationsmæssigt de mange aflysninger i badmintonsporten?
En pressemeddelelse bliver sendt ud hver gang om, at BWF og de lokale arrangører har forsøgt alt, men desværre kan turneringen ikke blive afholdt - selvfølgelig på grund af vanskeligheder omkring coronapandemien. Turneringen vil blive aflyst eller flyttet til senere på året. Det er nærmest i detaljen stort set den samme besked hver gang. Turneringens navn er lige skiftet ud. Og ellers ikke et ord om, hvad det betyder for OL-kvalifikationen, om BWF har andre tanker, eller hvad det egentligt er, de har forsøgt at gøre anderledes den her gang. Rystende og pinligt er de første to ord, der falder mig ind.
Handlingslammelse
Det bringer mig frem til det, jeg beskriver som et handlingslammet BWF.
For mens sportsgrene med samme rejseproblematikker som badminton bliver afviklet overalt i verden, kan badminton altså ikke få det til at fungere.
Tennis spiller de både udendørs og indendørs i mange lande. Fodbold begynder endda at hive tilskuere ind. Cykelløb køres. Der spilles håndboldslutrunder, VM i snooker, dart-turneringer, osv., osv.
Men i badminton gør vi, som vi plejer. Vi programsætter de store turneringer, og så håber vi, at alt går i orden. Gør det ikke, så aflyser vi bare med en kort besked, når vi nærmer os. I Danmark har Badminton Danmark vist, at det kan lade sig gøre at afholde turnering under coronapandemien, og det samme gjorde BWF i begyndelsen af året under store sikkerhedsforanstaltninger med tre uger i Thailand.
Hvorfor har de så ikke forsøgt det samme som i Thailand senere på foråret? Hvorfor har der ikke været en plan B? Hvorfor sidder der ikke nogen kreative sjæle i BWF og udtænker andre muligheder? Hvis det er umuligt at afvikle turneringer, som vi kender dem (hvilket man jo godt kunne i Thailand), hvorfor tænker man så ikke alternativt og giver badminton-seerne noget andet at se på?
Man kunne måske forestille sig noget Ryder Cup-agtigt i Europa mellem Danmark og resten af Europa. Noget lignende mellem Malaysia og Indonesien. Ja, jeg så faktisk Yonex lave noget meget sjovt og innovativt tidligere i pandemien, som vi også forsøgte at forløse i Danmark.
Men INTET fra BWF.
Ingen kreativitet, ingen kommunikation, ingenting. Kun et hoved ned i jorden, og så håber vi, at tingene løser sig selv. I mellemtiden lider sporten under, at folk ser og taler om noget andet. Spillerne får ingen kamptræning og i manges tilfælde begrænsede indtægter, da deres sponsorater i dele er bygget op på præstationer. Ja, og så er jeg slet ikke begyndt at tale om selve OL-turneringen endnu. Jeg ved ikke, hvad jeg skal synes om det. The jury is still out. Men på det tidspunkt har eksempelvis kineserne ikke spillet turneringsbadminton i halvandet år, og kvalifikationen er i store dele år gammel.
Er det et fair OL? Næppe.
Om et par uger er der møde i BWF, hvor de blandt andet skal diskutere nyt pointsystem (som jeg er fortaler for), vælge ledelse og meget andet. Jeg håber inderligt, at de også har en plan B på dagsordenen for turneringerne efter OL.
Lige nu er de bare planlagt til at komme i en uendelig lind strøm. Men hvem siger, at der er så meget styr på pandemien der, at vi er tilbage som ved de gode gamle dage? Jeg håber det, men jeg har min tvivl.