Badminton

Ægteparret 'The Adcocks' stopper karrieren øjeblikkeligt

Gabrielle og Chris Adcock har besluttet at lægge ketcherne på hylden. Sammen oplevede de flere store triumfer med VM-bronze som det største.

Den engelske mixed double med Gabrielle og Chris Adcock har igennem en årrække været beviset på, at det faktisk godt kan lade sig gøre at konkurrere på samme side som sin ægtefælle - og samtidig være succesfuld.

Men nu er det slut med badmintonsporten for ægteparret på henholdsvis 30 og 32 år. Sammen har de besluttet at stoppe karrieren efter næsten et årti som makkerpar. I stedet venter der nu nye oplevelser i privatlivet, hvor de blev gift i 2013.

Det er spillere, der har været med til at præge scenen i verdenstoppen

Joachim Fischer, tidligere dansk mixed double-spiller

Deres sidste internationale turnering blev Denmark Open i oktober sidste år, hvor de i Odense Idrætshal tabte finalen til tyske Mark Lamsfuss og Isabel Herttrich i tre sæt.

- Hvilken uvirkelig rejse de sidste 15 år har været. Jeg føler mig utrolig taknemmelig over at have haft muligheden for at kunne gøre det, jeg elsker, så længe, siger Gabrielle Adcock i en pressemeddelelse fra Badminton England og tilføjer:

- Jeg er ekstremt stolt over, hvad vi har opnået. Jeg vil for altid huske de magiske øjeblikke som at stå på podiet sammen med min mand og at fejre sejre med vores hold.

I januar var planen, at de skulle deltage i de store turneringer i Thailand, men Gabrielle Adcock blev ramt af coronavirus, hvilket medførte et afbud. Siden kostede eftervirkningerne af corona også et afbud til All England og senest EM.

Da OL-pladsen i Tokyo også er væk - et af deres helt store mål, har hele situationen kombineret med manglende motivation altså betydet, at de nu stopper karrieren.

- Badminton har givet både Gabby og mig selv så meget. Vi har så mange fantastiske minder, fået nogle utrolige oplevelser og mødt så mange dejlige mennesker undervejs. Alt dette har vi fået, mens vi har rejst verden rundt sammen, siger Chris Adcock.

Et afbrudt, men succesfuldt makkerskab

Inden mixed doublen blev kendt som ægteparret 'The Adcocks', startede de faktisk allerede med at spille sammen som ungdomsspillere. Her vandt de VM-sølv for juniorer i 2007, ligesom de årene efter fortsatte sammen som seniorspillere og deltog ved VM i 2010 uden den store succes.

Chris Adcock spillede en kort periode sammen med skotten Imogen Bankier - her ved OL i 2012, hvor de tabte alle tre gruppekampe.

I jagten på at opnå succes valgte Badminton England at splitte parret og sætte Chris Adcock sammen med skotten Imogen Bankier. Det gav hurtigt pote, og allerede i 2011 vandt det britisk-skotske makkerpar VM-sølv i London.

Efter OL i 2012 gik Adcock og Bankier dog fra hinanden igen, da Bankier søgte hjem til Skotland og et skotsk makkerskab. Det betød, at Chris Adcock blev genforenet med den daværende Gabrielle White (senere Adcock). På det tidspunkt var de allerede forlovet, inden de altså blev gift i 2013 og fremadrettet gik under 'The Adcocks'.

Spanske badmintontilskuere havde spurgt, om Gabrielle og Chris Adcock var søskende. Video: Bo Bentsen

Stille og roligt spillede de sig højere op på verdensranglisten, og fra slutningen af 2013 og frem til karrierestoppet i dag har de ikke ligget uden for top-15 i verden. Det meste af tiden har de sågar indtaget femtepladsen eller ligget solidt placeret i top-10.

Mixed double-konstellationen peakede i 2017, hvor det blev til VM-bronze i Glasgow. Derudover vandt de også sæsonfinalen i 2015, EM-guld i 2017 og 2018 og sølv ved European Games i 2019.

Et af de sidste store makkerpar fra Europa

Den tidligere danske mixed double-spiller Joachim Fischer, der nu arbejder som badmintonekspert hos TV 2 SPORT, tabte faktisk finalen til 'The Adcocks' ved EM i 2017. I alt nåede Fischer at møde parret syv gange - og vinde de fem af opgørene, mens han spillede sammen med Christinna Pedersen. Ifølge ham er det et af de helt store par, der nu stopper.

- Det er et af de sidste store makkerpar fra Europa, der kontinuerligt har konkurreret imod og slået de bedste kinesere. Det er der ikke mange europæiske par, der har gjort i så lang en årrække. De var også et meget venligt makkerpar, der samtidig kunne være pisseirriterende at spille imod. Men jeg har og havde stor respekt for dem, siger Joachim Fischer.

Englænderne slog danske Fischer og Pedersen to gange, men det var markante sejre. Først ved OL i 2016 (på billedet) og siden EM-finalen i 2017.

Han nåede også at arbejde sammen med dem i fem måneder i 2019, hvor han blev hentet til det engelske landshold for at hjælpe mixed doublerne. Her fik han et endnu bedre kendskab til, hvor respekteret 'The Adcocks' er rundt omkring i verden.

- De er et par, der er meget anerkendt. Mange kender dem selvfølgelig, fordi de også er et par i privaten. Men de er store ude i Asien, og der skal alligevel noget til.

- Man ved, man er noget særligt, når man kaldes på banen i Istora Senayan (legendarisk hal i Indonesien, red.), og folk jubler helt vildt. Så er det spillere, der har været med til at præge scenen i verdenstoppen, siger Fischer.

De seneste år har Gabrielle og Chris Adcock viet en stor del af deres tid til frivilligt arbejde omkring den engelske 'Children's Heart Unit Fund', der hjælper børn med at få opfyldt deres drømme.