Badminton

Forsvarende guldvinder alvorligt skadet kort før OL

En af verdens bedste kvindelige badmintonspillere kommer ikke med til OL i Tokyo på grund af en slem skade.

Spanske Carolina Marin kommer ikke til at forsvare sin OL-guldmedalje fra 2016.

Stjernen har pådraget sig en alvorlig skade, hvorfor hun ikke kan deltage ved de olympiske lege i Tokyo denne sommer.

Det bekræfter hun selv på sin Twitter-profil. Marin kom til skade for et par dage siden i forbindelse med en træning, og resultaterne fra skanningerne er ikke just opløftende.

Marin har således revet korsbåndet og begge menisker over.

- Det her er et nyt slag, jeg skal kæmpe med, men jeg kommer helt sikker tilbage. Forberedelserne de seneste to måneder har været besværlige af årsager, der har været ude af holdets hænder, men vi var spændte og vidste, jeg kom til OL i den bedste form.

- Det bliver ikke muligt nu. Jeg ved, jeg er i sikre hænder, og at jeg har en masse mennesker ved min side, skriver spanieren i sit opslag.

Slog dansker i EM-finale

Marin har i mange år været blandt de absolut bedste singlespillere på kvindesiden.

Den tidligere verdensetter er i øjeblikket nummer fire på verdensranglisten. Udover sit OL-guld har Marin også vundet VM tre gange og EM fem gange.

Tilbage i starten af maj vandt Marin EM, da hun besejrede danske Line Christophersen i finalen.

Carolina Marin vandt finalen over danskeren med 21-13, 21-18, og det var femte gange i træk, Carolina Marin vandt EM.

Det er med andre ord en brandvarm stjerne, der misser de olympiske lege.