Badminton

Badmintonlandstræner ser store perspektiver i OL-lodtrækning

Viktor Axelsen er et af medaljehåbene for dansk badminton til OL i Tokyo, hvor det snart går løs.

Senere på måneden begynder det - på grund af corona - udskudte OL 2020 i Tokyo, og den danske badmintonlandstræner, Kenneth Jonassen, er ganske tilfreds med lodtrækningen.

- Overordnet set kan vi ikke være utilfredse med de danske lodtrækninger. Selvfølgelig kunne jeg selv have lavet grupper og placeringer, der stillede os endnu bedre, men i forhold til de mulige scenarier, vi kunne have trukket, så er vi udmærket stillet.

- Vi har flere chancer for at gøre en forskel og overraske positivt, siger Kenneth Jonassen i en pressemeddelelse fra Badminton Danmark.

I alt har Danmark ni spillere i aktion med Viktor Axelsen i herresingle som det største navn.

Han er havnet i en gruppe med Kalle Koljonen (Finland) og Luka Wraber (Østrig). Gruppevinderen går videre.

- Viktor er landet i en rent europæisk pulje, hvor han står over for en gentagelse af EM-semifinalen mod Kalle Koljonen. Det er en god lodtrækning for ham.

- Vi ved, hvad de to spillere står for, og minderne er friske mod Kalle, som vi ved, at Viktor skal have fuld fokus mod fra start. Vinder Viktor sin pulje, står han formentlig over for Wang Tzu-wei, som jeg vil sige hverken er den bedste eller værste modstander, han kunne få.

- Vi kender ham godt og ved, at han er en spiller, man skal tage sig i agt for, da han har et rigtig, rigtig højt topniveau og kan være farlig for enhver, siger landstræneren.

Også Anders Antonsen er med i herresingle.

Mia Blichfeldt er med i single hos kvinderne. I mixeddouble er Danmark repræsenteret ved Mathias Christiansen/Alexandra Bøje.

I damedouble er Maiken Fruergaard/Sara Thygesen med, og i herredouble er Kim Astrup/Anders Skaarup de danske deltagere.