OL Tokyo 2020

Axelsen knuser østriger ved OL

Badmintonspilleren Viktor Axelsen vandt sikkert i to sæt over Luka Wraber fra Østrig med cifrene 21-12, 21-11.

Viktor Axelsen har vundet det meste, men der mangler stadig en vigtig guldmedalje til samlingen.

Den danske badmintonstjerne fik dog en god start på den jagt, da han gik på banen lørdag eftermiddag dansk tid til sin første kamp ved OL i Tokyo.

Axelsen vandt sikkert i to sæt over Luka Wraber fra Østrig med cifrene 21-12, 21-11.

- Jeg synes, det er fedt. Nu er vi i gang. Det har jeg ventet på længe. Nu ser jeg frem mod næste kamp, siger Axelsen.

Ikke overbevisende

Der var generelt klasseforskel på de to spillere, men danskeren virkede en smule nervøs og fik en noget vaklende start på første sæt, hvor Wraber hang godt på.

I anden halvdel af sættet skruede Axelsen tempoet op og vandt det på 16 minutter.

I andet sæt bed østrigeren igen godt fra sig, mens danskeren til tider havde svært ved at finde rytmen. Igen fandt Axelsen hurtigt fodfæste og leverede små perler undervejs i sejren, der kom i hus efter i alt 33 minutters spil.

- I starten af begge sæt var det en lille smule sløvt spil, men når det er sagt, så endte det godt.

- Jeg følte, at det var en kamp, hvor jeg skulle være lidt på dupperne.

- Jeg ville gerne komme derind og føle, at jeg fik lidt ud af det og fik gang i benene og spillet, og det synes jeg, at jeg lykkedes med specielt i slutningen af begge sæt, siger Axelsen.

Ud over Wraber er Axelsen i gruppe med finnen Kalle Koljonen, og danskeren er storfavorit til at snuppe den enlige plads til ottendedelsfinalen.

Søndag åbner den anden danske herresingle i turneringen, Anders Antonsen, sin gruppe mod vietnameseren Tien Minh Nguyen.

Både Axelsen og Anders Antonsen er seedet til at nå semifinalen, og skal en af dem gå hele vejen, kan det meget vel kræve en sejr over den japanske verdensetter, Kento Momota, der blev verdensmester i 2018 og 2019.