OL Tokyo 2020

Dansk herredouble spiller sig i OL-kvartfinalen

Før den sidste gruppekamp er Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen klar til OL-kvartfinalen efter klar sejr.

Helt som forventet er herredoublen med Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen klar til knockoutfasen ved OL i Tokyo.

Mandag havde de to danske badmintonspillere ingen problemer med at banke et nigeriansk par i den anden gruppekamp ved legene.

Astrup og Skaarup Rasmussen vandt med 21-7, 21-10 over Godwin Olofua og Anuoluwapo Juwon Opeyori og står nu noteret for to sejre i to kampe ved OL.

Dermed er danskerne sikre på en plads i kvartfinalen før den sidste gruppekamp mod det stærke japanske par med Hiroyuki Endo og Yuta Watanabe.

Ser man bort fra en nigeriansk 2-0-føring i første sæt i mandagens kamp, var der fuld dansk kontrol på det grønne gulv i Tokyo.

Begge doubler er videre

Første sæt sluttede med ti vundne dueller i træk for den danske double.

Også i andet sæt var der klasseforskel. Ved pausen midtvejs i sættet førte danskerne med 11-5, og uden stor anstrengelse blev det vekslet til en sætsejr på 21-10.

Gruppefinalen mod japanerne spilles natten til tirsdag dansk tid.

Selv om begge doubler er videre inden opgøret, har kampen stor betydning, da den afgør, hvem modstanderen i kvartfinalen bliver.

Gruppevinderen vil på papiret møde et svagere par end gruppetoeren i kvartfinalen.