OL Tokyo 2020

- Jeg prøver måske lidt bare at snyde mig selv

24-årige Anders Antonsen deltager i Tokyo ved sit første OL. Alligevel er han ikke bange for at gå ind til turneringen med rigtig store ambitioner.

Mange danske og internationale atleter har svært ved at skjule det. Følelsen af at være OL-debutant, hvilket ofte kan ses på deres smil efter endt konkurrence.

Men badmintonstjernen Anders Antonsen er helt, som han plejer. Rolig, nede på jorden og alligevel med selvtilliden helt i top. Der skal meget til at slå ham ud af kurs.

OL er blevet bygget så meget op og sat på en piedestal

Anders Antonsen

Søndag vandt han stensikkert i sin OL-debut, og der var ikke mange nerver at spore. Efter kampen kunne aarhusianeren så fortælle, at han bevidst har prøvet ikke at gøre OL så stort, han ikke kan håndtere det.

- Jeg tror, jeg har en god egenskab til at tage toppen af vigtigheden nogle gange. Jeg tror bestemt også, jeg kan bruge den egenskab her. Ikke at gøre det til mere, end det er. Men jeg har også respekt for, at det er måske mere, end det er. Jeg prøver måske lidt bare at snyde mig selv, fortæller Antonsen.

OL på en piedestal

I et interview med TV 2 SPORT op til OL fortalte han netop om den tilgang til tingene. Det skulle ikke køres unødvendigt stort op, selvom det er det ypperste.

Alligevel lagde han heller ikke skjul på, at han - trods sin store tro på sig selv og meget rolige tilgang til alt i livet - var klar over, at hvis noget skulle ramme ham, uden han havde kontrol over det, så var det nok et OL.

- OL er blevet bygget så meget op og sat på en piedestal, og det har været samtaleemnet i to år med udskydelsen, så det har været voldsom lang tid undervejs. Også længere tid end det.

- For siden jeg startede med at spille badminton, har jeg fået at vide, at OL er det største, du kan vinde. Det er bare anderledes i forhold til, hvordan man bor og spiser, og man omgås en masse mennesker, man ikke plejer. Så kommer der pludselig store stjerner gående forbi, siger danskeren.

Anderledes opmærksomhed

Han er selv en af de største stjerner inden for sin egen sportsgren, men falder mere naturligt ind i mængden af atleter med stjernestatus i det store billede ved et OL.

Det kan dog ikke skjules, at han er blandt favoritterne til en OL-medalje, når han sidder på danske OL-pressemøder eller entrerer Musashino Forest Sport Plaza, hvor den olympiske badmintonturnering spilles.

- Hele oplevelsen og opmærksomheden er anderledes, men det er sjovt, og det er også sådan noget, jeg elsker, så jeg glæder mig til at fortsætte oplevelsen og tage det hele ind for at se, hvordan det påvirker mig - om det påvirker mig.

Anders Antonsen er seedet til en semifinale i modsatte halvdel af de største guldfavoritter, landsmanden Viktor Axelsen og japanske Kento Momota.

Hvis seedningerne holder, og Antonsen formår at spille sig i en semifinale, så møder han andenseedede Chou Tien Chen.

I første omgang venter der onsdag en efter planen overkommelig sidste gruppekamp mod Ade Resky Dwicahyo fra Aserbajdsjan, inden det så bliver alvor i knockout-kampene.