OL Tokyo 2020

Danskere ude af OL efter kæmpe skuffelse

Maiken Fruergaard og Sara Thygesen skuffede fælt i sidste gruppekamp mod et australsk par og er færdig ved OL.

Den danske badmintondouble med Maiken Fruergaard og Sara Thygesen er færdig ved OL i Tokyo.

Et overraskende nederlag til australierne Setyana Mapasa og Gronya Somerville i den sidste gruppekamp beseglede danskernes skæbne i turneringen, som de slutter med en sejr og to nederlag.

Fruergaard og Thygesen havde ellers givet sig selv og hinanden alle tiders mulighed for at avancere til kvartfinalen med den flotte sejr over det stærke sydkoreanske par Sohee Lee/Seungchan Shin i søndags.

Det betød, at en sejr over australierne ville holde den danske duo i live i turneringen - i hvert fald indtil sydkoreanerne havde spillet deres sidste kamp senere på dagen.

Men den danske duo skuffede fælt, da det gjaldt og tabte 19-21, 21-10 og 12-21.

Stærkt andet sæt

Kun i andet sæt havde Fruergaard og Thygesen kontrol over kampen mod et par, der er placeret 12 pladser lavere på verdensranglisten.

Danskerne førte godt nok et rodet og urytmisk første sæt med 14-7 og 18-15, men tabte tråden og til sidst sættet.

Der kom mere struktur over spillet i andet sæt, hvor duellerne blev længere og de simple fejl færre. Det bekom tydeligvis danskerne vel, og de kunne ubesværet tage sættet med 21-10.

Da lignede det den forventede danske dominans. Men lynhurtigt kom Fruergaard og Thygesen bagud 0-4 i tredje sæt, og den start kom de sig aldrig rigtigt over.

Ved sidebyttet førte australierne 11-7, og til sidst så de to danskerne ud til helt at miste modet.