OL Tokyo 2020

Blichfeldt klar til OL-brag mod verdensmesteren

Mia Blichfeldt havde heller ikke problemer mod erfaren bulgarer og er klar til hård OL-ottendedelsfinale.

Danmarks bedste badmintondamesingle, Mia Blichfeldt, er klar til ottendedelsfinalerne ved OL i Tokyo uden større anstrengelser.

Også den anden og sidste gruppekamp blev en overkommelig opgave for den 24-årige dansker, som drev bulgarske Linda Zetchiri rundt og sejrede med 21-10, 21-3.

Efter den sikre sejr i sin første kamp skulle Blichfeldt bare vinde et enkelt sæt mod den 33-årige bulgarer, der rangerer som nummer 64 i verden, for at komme videre.

Det sæt kom hurtigt og sikkert i hus, men Blichfeldt cruisede videre i andet sæt og demonstrerede sin overlegenhed fra start til slut.

Den 13.-seedede dansker gav på intet tidspunkt sin bulgarske modstander færten af en overraskelse, og hun er dermed klar til ottendedelsfinalen.

Verdensmesteren og OL-sølvvinderen venter

Her venter en modstander af et ganske andet format end Zetchiri, hvis største resultat er en EM-bronzemedalje fra 2012.

Ottendedelsfinalen bliver således mod den regerende verdensmester Pusarla Sindhu fra Indien, der ved OL i Rio for fem år siden vandt sølv.

Mia Blichfeldt skal altså ramme sit absolutte topniveau, hvis hun vil gøre sig forhåbninger om en plads i OL-kvartfinalerne.

26-årige Sindhu fører 4-1 i indbyrdes opgør mod danskeren og vandt seneste møde. Dog kan Blichfeldt hente tro fra de to spilleres møde ved Thailand Open tidligt i år. Her vandt danskeren efter et flot comeback i tre sæt.