Stjernens chokexit er en enorm fordel for Axelsen, siger ekspert
Verdens nummer et i badminton Kento Momota er ikke længere en del af de Olympiske Lege, og det er en stor fordel for danske Viktor Axelsen.
En gedigen sensation har set dagens lys ved OL i Tokyo.
Kento Momota, der var en af de helt store japanske guldhåb og allerstørste favoritter i herresingle, er færdig ved legene. Det skete, efter at han tabte til verdens nummer 38, sydkoreanske Heo Kwang-Hee, med cifrene 15-21 og 19-21.
Momota var seedet til at skulle møde danske Viktor Axelsen i en eventuel semifinale, men den plads overtager Heo Kwang-Hee nu, hvilket betyder, at han sammen med Chou Tien Chen er kvalificeret direkte til kvartfinalen.
Derfor kommer danskeren ikke til at løbe ind i Momota, som han har haft det svært mod, og det er lidt af en gave, vurderer TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen.
- Det er et gigantisk plus for Viktor Axelsen. Der er stadig mange fornuftige badmintonspillere med i den her turnering, men der er ingen tvivl om, at det er en enorm fordel. Hans statistik mod Momota har mildest talt været dårlig, så hvis man skal glæde sig over et exit, så er det her, lyder det.
Grunden til at Heo Kwang-Hee og Chou Tien Chen er sikret en plads i kvartfinalen, skyldes en regel om, at turneringens to bedst seedede spillere sidder over i den første playoff-runde.
En af OL's største overraskelser
At Kento Momota allerede skal pakke sin OL-ketcher væk i den her omgang, lå bestemt ikke i kortene.
Siden hans comeback efter en bilulykke i starten af 2020 har han stort set vundet alle store turneringer, og det var derfor ikke uden grund, at han blev udpeget til at være med til at bære det olympiske flag ind under åbningsceremonien i Tokyo.
- Det er en OL's største overraskelser. Ingen tvivl om det. Det kommer til at vække stor genklang i Japan, siger Jim Laugesen.
Og så sent som i søndags udtalte Momota til TV 2 SPORT, at han følte, han selv var den spiller, der var tættest på OL-guldmedaljen.
I badmintonhallen har de store forventninger afspejlet sig i mediernes store interesse. Efter første gruppekamp tog det ham næsten en halv time at nå igennem de mange interviews. Først med flere forskellige tv-kanaler og siden med den skrevne presse.
Antonsen har også gode kort på hånden
Både Viktor Axelsen og Anders Antonsen kvalificerede sig til ottendedelsfinalen onsdag.
Sidstnævnte fik sig også noget af en gave, da briten Toby Penty overraskende slog sin thailandske modstander, Kantaphon Wangcharoen, der er verdens nummer 18. Derfor kommer Antonsen til at være favorit, når han skal møde Penty, der indtager en plads som nummer 56 på verdensranglisten.
Selv er Antonsen nummer tre.