OL Tokyo 2020

Høyer giver råd til Axelsen - men han får svært ved at følge det

Poul-Erik Høyer råder Viktor Axelsen til at slappe af efter OL-guldet.

Når man vinder OL-guld, bliver man fejret.

Det ved Viktor Axelsen om nogen. Og det ved Poul-Erik Høyer, der vandt OL-guld i 1996, også.

Derfor kom Høyer med et godt råd til sin yngre landsmand, da de begge var med til fejring af atleterne på taget af Experimentarium mandag.

- Lad være med at begynde at tænke på den næste store turnering allerede i morgen. Sørg for, at det kan bundfælde sig. Det skal helt ned. Træk vejret dybt. Det håber jeg også, at han har gjort, siger Poul-Erik Høyer til TV 2 SPORT.

Men det er faktisk et råd, som Viktor Axelsen har haft lidt svært ved at følge.

Vil tilbage på banen

Den danske verdensstjerne lever nemlig et liv, der er optimeret helt ned til de mindste detaljer.

Derfor kribler det også for at komme tilbage på banen.

- Som jeg er bygget, begynder jeg allerede nu i små øjeblikke at tænke på, at jeg godt kunne tænke mig at komme tilbage på banen.

Selv for en OL-guldvinder kan der dog blive plads til at slappe af.

- Andre tidspunkter kan jeg godt mærke, at der er meget run på, og der kommer selvfølgelig en efterreaktion på en eller anden måde. Jeg tror, at det vigtigste er, at man tager en time ad gangen, en dag ad gangen, og så ser vi, hvordan det kommer til at gå, siger Viktor Axelsen.

Kan få nok af fejring

Badmintonspilleren er efterhånden blevet fejret de fleste steder i Danmark. Tidligere mandag var han på Rådhuset i Odense - hans hjemby.

Tirsdag bliver sidste fejring på programmet i denne omgang. Og det er måske ikke så skidt, hvis man spørger guldvinderen.

Kan du få nok af at blive fejret?

- Hvis jeg skal være helt ærlig, så ja. Det kan jeg godt.

Viktor Axelsen understreger dog hurtigt, at han også sætter stor pris på, at det danske folk møder op for at anerkende hans præstation.

- Det er fedt. Jeg er dybt taknemmelig for al den fejring. Det er en del af det. Jeg nyder det, siger han.

Viktor Axelsen har meldt fra til DM, der begynder tirsdag.