Badminton

- Det hjælper ikke på det, siger semifinaletaber om vild duel

Uden stjernerne kommer DM-finalen i herresingle til at stå mellem Rasmus Messerschmidt og Victor Svendsen.

Danmarks tre bedste herresinglespillere har meldt afbud til årets DM i Esbjerg, og det har banet vejen for nogle mere ukendte ansigter.

Uden Viktor Axelsen, Anders Antonsen og Rasmus Gemke kommer finalen i stedet til at stå mellem Rasmus Messerschmidt og Victor Svendsen.

Sidstnævnte vandt et relativt tæt første sæt over Ditlev Jæger Holm, og i andet sæt var forskellen heller ikke voldsom. I hvert fald indtil en duel ved stillingen 11-7 til Svendsen, hvor han kom ned at ligge på gulvet, men alligevel fik kastet kroppen i retning af bolden og fik den slået over på den anden banehalvdel.

Derfra gik det stort set kun Svendsens vej. Han vandt sættet med 21-11.

- Det er midt i andet sæt, hvor jeg prøver at sige, at jeg gør alt, hvad jeg kan for at være så offensiv som muligt. Når man er bagud med fire, fem point og har brug for, at det virkelig går godt… at han så hiver den der frem, det hjælper ikke på det, siger Ditlev Jæger Holm til TV 2 SPORT.

Victor Svendsen var omvendt stærkt tilfreds med netop dén duel.

- Den er lækker, for det er lige efter opholdet. Det point betyder faktisk rimelig meget for mig, siger Victor Svendsen, der fredag møder Rasmus Messerschmidt i DM-finalen.

- Jeg glæder mig utrolig meget. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har haft en meget hård uge her. Jeg er faktisk også pissestolt af min indsats – både i dag og i går. Jeg glæder mig sindssygt meget.

Herunder kan du se, hvordan det gik i aftenens DM-semifinaler. Finalerne kan ses på TV 2 SPORT fredag fra klokken 17.

Herresingle

Karan Rajan Rajarajan - Rasmus Messerschmidt 14-21, 9-21

Ditlev Jæger Holm - Victor Svendsen 16-21, 11-21

Damesingle

Julie Dawall Jakobsen - Line Kjærsfeldt 8-21, 21-15, 21-19

Sophia Grundtvig - Line Christophersen 13-21, 18-21

Herredouble

Kim Astrup/Anders Skaarup - Jeppe Bay Madsen/Lasse Mølhede 21-14, 21-17

Andreas Søndergaard/Jesper Toft - Daniel Lundgaard/Mathias Thyrri 14-21, 21-18, 15-13 (opgav)

Damedouble

Maiken Fruergaard Sørensen/Sara Thygesen - Sara Lundgaard/Claudia Paredes 21-17, 21-10

Marie Louise Steffensen/Isabella Nielsen - Alexandra Bøje/Mette Poulsen 11-21, 12-21

Mixed double

Niclas Nøhr/Amalie Magelund - Mathias Thyrri/Mai Surrow 22-20, 20-22, 21-16

Jeppe Bay/Sara Lundgaard - Mikkel Mikkelsen/Rikke Søby 21-12, 17-21, 18-21