Badminton

Tirsdag falder de sidste exit-detaljer på plads

Viktor Axelsen flytter sin daglige træning til Dubai. Dermed træder han ud af den kollektive landsholdsaftale mellem spillerne og Badminton Danmark.

Viktor Axelsen bryder med en årelang tradition, når han forlader den daglige landsholdstræning i Brøndby for at træne i Dubai.

I generation efter generation har Danmarks bedste badmintonspillere trænet sammen under Badminton Danmarks landstrænere, der også har siddet ved sidelinjen til turneringerne.

Det store spørgsmål er derfor, om Viktor Axelsen fortsat kan blive coachet af Kenneth Jonassen til turneringerne, når han bryder traditionen? Og svaret hænger i luften.

Tirsdag skal Badminton Danmark holde møde med Viktor Axelsen og hans team, og her vil netop coaching være en del af dagsordenen. Det fortæller formand Tore Vilhelmsen til TV 2 SPORT, mens direktør Bo Jensen forklarer:

- Vi har et møde i morgen, hvor vi skal afstemme de sidste ting.

- Det handler om, at når man ikke er en del af den kollektive landsholdsaftale, så skal der rent formelt indgås en selvstændig aftale om rettigheder og forpligtelser, når man bliver udtaget til et mesterskab eller landsholdsdeltagelse. Det er de ’kedelige’ enkeltheder i forhold til, hvad man har ret til og pligt til, vi skal have snakket færdigt, siger Bo Jensen til TV 2 SPORT.

Her er det væsentligt at skelne mellem individuelle turneringer som Denmark Open og All England og turneringer i landsholdsregi som EM og VM – uanset om det er for hold eller ej.

I landsholdsregi er alt ved det gamle, selvom Axelsen rykker til Dubai. Men tirsdag kommer det formentlig frem, om det også er sådan i forhold til turneringerne på World Touren.

Kan stadig træne i Danmark

Badminton Danmark har omtalt Viktor Axelsens beslutning om at træne i Dubai i en pressemeddelelse. Her udtrykker forbundet både ærgrelse og respekt for beslutningen. Derudover skriver Badminton Danmark:

- Ved at opgive den faste tilknytning til forbundets elitecenter opfylder Viktor Axelsen ikke længere retningslinjerne i den kollektive landsholdsaftale mellem elitespillerne og forbundet. Der har været en åben og konstruktiv dialog med Viktor og hans team, og han er informeret om, hvad hans flytning får af betydning for det fremadrettede samarbejde.

- Der vil være nogle ydelser og support, som Viktor ikke længere kan benytte sig af, men forbundet kommer eksempelvis fortsat til at have et træningssamarbejde, når Viktor er i Danmark eller deltager i forbindelse med mesterskaber, såvel individuelt som for landshold.

Viktor Axelsen rangerer i øjeblikket som nummer to i verden. Den olympiske mester har tidligere ligget nummer et, ligesom han har været verdensmester både individuelt og for hold.

Derudover har Viktor Axelsen vundet et hav af store, internationale turneringer, mens han har deltaget i landsholdstræningen i Brøndby.