Badminton

Axelsen mister sin træner til store turneringer

Samarbejdet mellem Viktor Axelsen og landstræner Kenneth Jonassen bliver markant anderledes i fremtiden.

Viktor Axelsen kan ikke længere blive coachet af Kenneth Jonassen ved de individuelle turneringer på World Touren.

Dermed skal Axelsen finde en anden coach til turneringer som All England, China Open og Denmark Open, der afholdes i oktober. Det slår Badminton Danmark fast i en pressemeddelelse onsdag eftermiddag, efter et møde mellem forbundet og Viktor Axelsen tirsdag.

Beslutningen falder i kølvandet på, at Viktor Axelsen har flyttet sin daglige træning til Dubai.

- Konkret betyder det dog, at Viktor i det fremtidige samarbejde ikke længere vil have Kenneth Jonassen som hovedtræner og ej heller vil kunne modtage coaching af en landstræner til de individuelle turneringer på World Touren, siger elite- og sportschef i Badminton Danmark, Jens Meibom, og fortsætter:

- Viktor vil stadigvæk kunne udtages og deltage i et mesterskab, såvel individuelt som for landshold (EM og VM), og her vil han selvfølgelig indgå på lige vilkår, som de andre udtagne spillere og kunne blive coachet af landstrænerne, samt gøre brug af al anden support, herunder sportsmedicinsk behandling. Vi vil også invitere Viktor til at træne med på det Nationale Elitetræningscenter i Brøndby, når han opholder sig i Danmark.

Det betyder, at Axelsen træder ud af den faste landsholdstræning i Brøndby, hvor Kenneth Jonassen er cheflandstræner.

Et fasttømret makkerskab

Kenneth Jonassen har i mange år været Axelsens faste coach både til daglig og under turneringer. De to har fejret store triumfer sammen med VM-titlerne både for hold og individuelt samt OL-guldet i august som nogle af de største.

Læg dertil adskillige triumfer på World Touren, hvor Axelsen blandt andet har vundet sæsonfinalerne, Super 1000-turneringerne All England og Thailand Open I og II.

- Vi ved, at Viktor altid har prøvet nye muligheder og det respekterer vi. Men vi har en kollektiv landsholdsaftale, der sætter rammerne for samarbejdet med spillerne i vores eliteprogram, både i forhold til træning og turneringsdeltagelse, men også udtagelse til mesterskaber samt landsholdsdeltagelse.

- Viktor og hans team har behov for lige at afklare enkelte forhold vedrørende disse rammebetingelser ift. hans setup i Dubai, før vi melder endeligt ud om det fortsatte samarbejde, siger Badminton Danmarks formand, Tore Vilhelmsen.

I fremtiden vil Jonassen have mulighed for at coache Axelsen i dansk landsholdsregi. Det dækker over mesterskaber som EM, VM, OL både individuelt og for hold.