Badminton

Dansk badmintonhåb ude af PL

Det blev til to nederlag i to kampe for badmintonspilleren Cathrine Rosengren ved de paralympiske lege.

Badmintonspilleren Cathrine Rosengren levede ikke op til sine egne forventninger ved de paralympiske lege i Tokyo.

Det endte med to nederlag i to gruppekampe og et tidligt farvel. Fredag tabte hun 20-22, 13-21 til japaneren Kaede Kameyama.

Danskeren var ærgerlig og nedtrykt efter nederlaget.

- Jeg er bare helt vildt skuffet. Jeg har trænet godt i det sidste års tid og synes, jeg har rykket mig meget. Men jeg formåede ikke at vise, at jeg kan spille god badminton, siger Cathrine Rosengren til DR2.

I første sæt var Cathrine Rosengren foran 18-15, men derefter vandt japaneren fem point i træk og kom foran 20-18.

Cathrine Rosengren fik kæmpet sig tilbage og udlignet til 20-20, men tabte herefter to point i træk og tabte første sæt.

I andet sæt var japaneren i teten fra start til slut og kom foran med 20-9, før Cathrine Rosengren svarede lidt igen.

Først på sin femte matchbold lykkedes det japaneren at vinde kampen, men der var også rigeligt med snor at give af.

Cathrine Rosengren er mest af alt ked af, at hun slet ikke fik vist nok af sine kvaliteter i Tokyo.

- Det kom som et chok for mig. Det er første gang, at jeg ikke kommer hjem med en medalje fra en stor turnering. Jeg kunne bare ikke levere, og det er jeg skuffet over.

- Jeg glemte at spille, og jeg blev stiv i kroppen. Jeg fik ikke noget spil ordentligt i gang, siger Rosengren til DR2.

I den første gruppekamp ved para-OL tabte det danske medaljehåb til japanske Akiko Sugino.