Sensationel sejr i Danmarks VM-gruppe: - Folk forventede, jeg tabte
19-årige Brian Yang var på vej imod et ydmygende nederlag, da han ud af det blå fik vendt kampen på hovedet og endte med at vinde i tre sæt.
Bagud 9-21, 0-6 var der ikke meget, der indikerede, at verdens nummer 43, Brian Yang fra Canada, kunne true den indonesiske stjerne Jonatan Christie ved VM for blandede hold - også kaldet Sudirman Cup.
Med tålmodigt og imponerende spil lykkedes det dog den unge canadier at komme tilbage i kampen, og selvom han også var bagud 13-19 i andet sæt, vandt han mandag 22-20, 21-18 i de to sidste sæt.
- Det er uden tvivl et stort selvtillidsboost. At komme tilbage efter at have tabt første sæt og være bagud 0-6 i andet sæt, det styrker selvtilliden. Der var intet pres på mig op til kampen. Jeg havde intet at tabe, for han er en top-10-spiller i verden. Folk forventer, jeg taber sådan en kamp, sagde Yang efter opgøret.
"På det tidspunkt kunne jeg intet gøre"
Herresinglen var en del af landskampen mellem Canada og Indonesien, der er med i Danmarks gruppe ved Sudirman Cup. Storfavoritterne fra Indonesien endte med at vinde 3-2, men de var i den grad rystet undervejs.
Ikke mindst på grund af Yangs sejr over verdens nummer syv, Jonatan Christie. Selv indrømmer Yang dog, at han var ved at miste modet, da han også fik en dårlig start på andet sæt.
- Lige på det tidspunkt kunne jeg intet gøre, men da jeg fik styr på det mentale og blev indstillet på at spille lange dueller, så gav det mig muligheder for at vinde point.
- Samtidig var han nok klar over, efter vores damesingle havde vundet, at hvis han tabte, så kunne de også pludselig tabe hele holdkampen. Det havde nok også en effekt på ham, tilføjede Yang.
Har trænet hos Gade og med Axelsen
For danske badmintonfans er han ved at blive et kendt ansigt. I starten af august vandt han turneringen Denmark Masters, og efterfølgende trænede han tre uger på ’Peter Gade Academy’ for at lære af en af fagets bedste.
Derudover har han også været tilknyttet Gentofte Badmintonklub, inden han senest - i perioden op til VM for hold i Finland - var en tur i Dubai for at sparre med OL-guldvinderen Viktor Axelsen som en del af træningsholdet dernede.
- Jeg har fået meget bedre sparring på det seneste. Derhjemme (i Canada, red.) er der ikke særlig mange andre på samme niveau, så det er ofte to eller tre imod én til træning. Jeg har også været i Danmark og træne op til VM, hvor sparringen er virkelig god, så det har også haft indflydelse på min forbedring, sagde en ydmyg Yang efter sejren over stjernen Christie:
- Først og fremmest ville jeg bare gerne spille så lang tid som muligt imod ham, for han er en verdensklassespiller, og jeg vil gerne have noget ud af den slags oplevelser. Men jeg havde også al momentum, da vi gik ind til tredje sæt, for han havde været foran hele vejen i andet sæt - og ikke mindst føringen ved 19-13. Så jeg havde intet pres på mig.
Ekspert ser en kommende verdensstjerne
Selvom overraskelsen er stor for hovedpersonen selv og mange i badmintonmiljøet, så forstår TV 2 SPORTs ekspert Jim Laugesen godt, hvordan det kunne lade sig gøre.
Igennem sin tilknytning til Gentofte Badmintonklub har han nemlig oplevet den unge canadier på nærmeste hold, og han er ikke bleg for at dele ud af de rosende ord.
- Jeg er meget overrasket over sejren, men lad mig bare slå fast. Han er et kæmpetalent. Han er den bedste spiller under 20 år i verden lige nu. Hvis man sammenligner ham med danske spillere i samme aldersgruppe, så er han niveauer over dem. Samtidig har han den mentale styrke, der skal til for at kunne begå sig, siger Jim Laugesen.
Udstråler en glæde, når han spiller
I sine to holdkampe for Gentofte i Badmintonligaen har Brian Yang vundet med henholdsvis 21-12, 21-9 over Mark Caljouw fra Holland og 21-12, 21-11 over Ditlev Jæger Holm fra Værløse.
- Jeg har set en spiller, der allerede nu har kvaliteter til at kunne begå sig i den internationale top. Det viser han jo også ved at slå Jonatan Christie ved Sudirman Cup.
- Og så har han vist meget af det, jeg ønsker at se mere af hos de unge danske spillere. Han kommer til en ny klub, hvor der er pres på, men han viser en glæde ved at stå i de her kampe, og han frygter ikke noget. Det betyder noget for ham at stå derinde - uanset om det er en kamp i Badmintonligaen eller til Sudirman Cup, lyder det fra Jim Laugesen.
Med nederlaget i selve holdkampen kan Canada ikke længere nå VM-kvartfinalen, men de spiller stadig en sidste gruppekamp mod Rusland om tredjepladsen i gruppen.
Brian Yang tabte i øvrigt 18-21, 19-21 til Anders Antonsen i kampen mod Danmark, efter han ligeledes havde lavet et kæmpecomeback, hvor han kom tilbage fra 7-17 til 17-17 i andet sæt.
Gruppefinalen mellem Danmark og Indonesien kan du se onsdag klokken 9 på TV 2 SPORT.