Badminton

Her er spillerne, der skal til VM

15 danske spillere er udtaget til det individuelle VM i Spanien i december, men flere spillere kan få adgangsbillet til mesterskabet.

I disse dage kæmper Danmarks bedste badmintonspillere sammen om at nå langt ved Sudirman Cup, VM for blandede hold. Om to en halv måned er der så igen VM på programmet, men her skal de danske spillere i stedet kæmpe for guld til sig selv.

Det gælder blandt andre Anders Antonsen og Viktor Axelsen, der er blandt de 15 spillere, Badminton Danmark torsdag har udtaget til det individuelle VM efter første fase af udvælgelsen.

De 15 spillere har alle opnået point nok til at kvalificere sig, og det glæder cheflandstræner Kenneth Jonassen, at spillerne denne gang er udtaget på baggrund af deres placering på verdensranglisten og ikke på baggrund af en særskilt rangliste for VM-kvalifikationen som normalt.

- Jeg er glad for den ændring, da det på de fleste parametre giver et mere retvisende billede af niveauet, siger Kenneth Jonassen i en pressemeddelelse fra badmintonforbundet.

De 15 udtagne spillere efter første fase:

  • Viktor Axelsen (herresingle)
  • Anders Antonsen (herresingle)
  • Rasmus Gemke (herresingle)
  • Mia Blichfeldt (damesingle)
  • Line Christophersen (damesingle)
  • Kim Astrup og Anders Skaarup (herredouble)
  • Sara Thygesen og Maiken Fruergaard (damedouble)
  • Amalie Magelund og Freja Ravn (damedouble)
  • Niclas Nøhr og Amalie Magelund (mixed double)
  • Alexandra Bøje og Mathias Christiansen (mixed double)

Realistisk med flere end 15 spillere

Ifølge Badminton Danmark er det 'bestemt ikke urealistisk', at der kommer flere end 15 danske spillere med til VM i den spanske by Huelva.

- Vi forventer i fase to og tre at få tilbudt flere danske spillere, der kan komme med. I fase et var førsteprioriteringen omkring det sportslige perspektiv, men i de to kommende faser kommer prioriteringen til primært at ligge på udviklingsperspektivet og fremtidigt potentiale.

- Men vi vil selvfølgelig vurdere, om en given spiller kan opnå et resultat som at nå en potentiel kvartfinale eller kan slå en seedet spiller ud, ellers er det vigtigere at udtage en yngre spiller, som kan få værdifuld mesterskabserfaring til senere i sin karriere, siger Kenneth Jonassen.

VM i Spanien spilles fra 12.-19. december.

Danmarks seneste VM-medalje hentede Anders Antonsen i 2019, hvor han vandt sølv i Basel i Schweiz.

To år tidligere blev Viktor Axelsen verdensmester i den skotske by Glasgow. Det er den seneste danske VM-guldmedalje.