Badminton

Axelsen valgt fremfor Antonsen i kvartfinale

Viktor Axelsen erstatter Anders Antonsen, når Danmark møder Kina ved VM for blandede hold fredag morgen.

Kampen kan ses på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra klokken 09.00

Danmark får det rigtig svært, når de fredag skal i aktion ved Sudirman Cup.

Turneringen, der nok bedre er kendt som VM for blandede hold, byder fredag morgen klokken 9 på en kvartfinale mellem Danmark og Kina.

Cheflandstræner Kenneth Jonassen har udtaget sit landshold, og her fremgår det, at Viktor Axelsen er tilbage i 'startopstillingen'.

Han var fravalgt i gruppefinalen mod Indonesien, hvor Anders Antonsen viste 'en helt vild udgave' af sig selv og besejrede Anthony Ginting. Til kvartfinalen har de to danske herresingle-stjerner byttet plads, så den danske trup ser ud som følgende:

Det danske hold mod Kina

  • Herredouble: Anders Skaarup/Frederik Søgaard
  • Damesingle: Mia Blichfeldt
  • Herresingle: Viktor Axelsen
  • Damedouble: Maiken Fruergaard/Sara Thygesen
  • Mixeddouble: Mathias Christiansen/Alexandra Bøje

'Kina er storfavorit'

Det danske landshold skal fredag morgen ud og jagte en mindre sensation.

TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen var ikke ligefrem optimistisk, da Danmark torsdag trak Kina i lodtrækningen.

- Det er en forfærdelig lodtrækning. Danmark havde selvfølgelig 66,6 procent chance for at trække enten Kina eller Japan, som uden tvivl ville være det dårligste udfald af lodtrækningen. Nu må spillerne ind og jagte den helt store overraskelse, for der er ingen tvivl om, Kina vil være storfavorit til en plads i semifinalen, lød vurderingen.

Ved Sudirman Cup spilles der én kamp i hver af de fem kategorier. Jim Laugesen pegede torsdag på, at sejrene formentlig skal falde i herresingle, herredouble og damesinglen.