Badminton

Dansk ærgrelse efter VM-exit

De danske badmintonherrer- og kvinder røg ud af VM for blandede hold efter en tæt holdkamp mod Kina.

Op til VM var Danmark ikke levnet mange chancer mod de store nationer, men alligevel var danskerne tæt på at overraske mod mægtige Kina i kvartfinalen.

Efter herredoublen bestående af Skaarup og Søgaard havde indledt med en sejr, var Mia Blichfeldt rigtig tæt på at bringe Danmark på 2-0, inden hun dog måtte se sig besejret.

Vi fik en rigtig god start. De virkede lidt nervøse, og vi kom egentlig buldrende ud

Mathias Christiansen

OL-guldvinderen Viktor Axelsen bragte dog Danmark foran 2-1, og så manglede der bare en enkelt sejr, men den udeblev. Derfor var det en ærgerlig dansk mixeddouble med Mathias Christiansen og Alexandra Bøje, der gjorde status, efter de havde tabt femte og afgørende kamp.

- Vi kom videre fra gruppen, og så var det lidt uheldigt at trække Kina, men det er sådan, det er. Vi var jo i virkeligheden tæt på at vinde 3-0, for Mia var tæt på. Så jeg synes egentlig, vi kan være glade og stolte over vores Sudirman Cup, selvom vi virkelig ønskede at slå Kina, siger Mathias Christiansen.

"Vi kom buldrende ud"

Den danske mixeddouble var faktisk foran 12-4 i første sæt af femte kamp, inden kineserne kom stærkt tilbage og vandt i to sæt, hvilket udløste en VM-semifinaleplads til kineserne.

- Vi fik en rigtig god start. De virkede lidt nervøse, og vi kom egentlig buldrende ud og var gode på for- og mellembanen. Så fik hun (Huang Dongping, red.) lov til at lave nogle af de flade server, hvilket satte sig lidt i hovedet på os. De er svære at se, og så kommer de tæt på.

- Vi havde virkelig stadig muligheden for at tage første sæt, og vi har nogle ærgerlige fejl her og der, som måske kunne have været afgørende for, om vi tog første sæt. Efter 11 i andet sæt havde vi problemer med at modtage hans serv. Vi kunne ikke få den nogle steder hen, og så løb de fra os, tilføjer Mathias Christiansen.

Makkeren Alexandra Bøje fortæller desuden, at de er stolte af måden, de håndterede at stå i en femte og afgørende kamp på.

- Selvfølgelig er der nerver på, når det er en holdkamp, og vi virkelig gerne vil vinde med Danmark, men vi snakkede om det inden kampen, at vi bare skulle forholde os roligt, for al presset lå på Kina og det kinesiske par. Vi var underdogs, og vi skulle bare gå ind og nyde det. Det, synes jeg faktisk, var vi gode til i dag.

Blichfeldt tæt på sejren

Havde sol, måne, stjerner og alt det andet stået lige, så var kampen måske blevet afgjort tidligere.

Som nævnt var Mia Blichfeldt tæt på, inden den kinesiske OL-guldvinder Chen Yufei vandt damesinglen 21-17 i tredje sæt. Derfor ærgrede det også Blichfeldt bagefter, at hun ikke fik lukket ned, så Viktor Axelsen kunne have afgjort det i kamp tre.

- Jeg står lidt med en følelse af, jeg godt kunne have vundet kampen. Der var nogle små, dumme fejl. Jeg har en følelse af, jeg er megatilfreds med mit spil, men jeg ville gerne have haft mere med. Det kunne have været vildt fedt at have ført 2-0 over Kina, siger Blichfeldt.

De danske spillere kan i stedet rejse hjem og begynde forberedelserne frem mod Thomas & Uber Cup, der spilles i Aarhus fra 9.-17. oktober.