Forundret over VM-spillere: - Der er jo ingen, der er så dumme
Hans-Kristian Vittinghus er forvirret over, hvorfor flere spillere har brudt de gældende coronarestriktioner forud for Thomas & Uber Cup i Danmark.
- Der er jo ingen, der er så dumme at bryde reglerne og så lægge billeder op.
Den danske landsholdsspiller Hans-Kristian Vittinghus er både forvirret og irriteret over, at VM-spillere fra Canada, Taiwan, Indien, Egypten og Kina er set på restauranter og i butikker forskellige steder i Aarhus.
Flere af spillerne har endda delt billeder af det på sociale medier. Se billeder og læs mere her.
- Først og fremmest tænker jeg, at spillerne jo ikke kan være klar over, hvad reglerne er.
- Der må være gået et eller andet galt i forhold til kommunikationen ud til spillerne. Hvor det ansvar ligger, ved jeg ikke, siger Vittinghus til TV 2 SPORT.
Torsdag kunne TV 2 SPORT fortælle, at en række VM-spillere fra forskellige lande onsdag har forbrudt sig på fundamentale coronarestriktioner forud for weekendens Thomas Uber Cup i Danmark (VM i badminton for herre- og damehold).
Alle spillere skal under turneringen være i en såkaldt grøn zone i henhold til coronapandemien. Det betyder konkret, at spillere som udgangspunkt kun må opholde sig på deres hotel eller i badmintonhallen.
Dog må spillerne til nøds gerne gå eller løbe en tur udendørs, men skal undgå kontakt med offentligheden.
Restriktioner er til for dem, der har brudt dem
Turneringen afvikles efter halvandet års udskydelse grundet coronapandemien.
Her har specielt asiatiske lande været hårdt ramt, hvorfor det ifølge Hans-Kristian Vittinghus er lidt fjollet, at det primært er asiater, der har brudt restriktionerne.
- Jeg har et billede af, at restriktionerne primært er lavet for at please de asiatiske lande. De skal føle sig mere trygge ved at rejse ud, så vi kan få alle lande med. Og så virker det jo helt åndsvagt, hvis det så, blandt andre, er dem, der bryder reglerne, siger han.
Har tænkt sig at overholde reglerne
Selvom en række spillere tydeligt har forbrudt sig på de gældende regler i forbindelse med turneringen, har Hans-Kristian Vittinghus og de andre danske deltagere tænkt sig at overholde reglerne.
- Jeg ville da foretrække, at vi kunne bevæge os frit rundt. Nu har vi jo vænnet os til det i Danmark i en lang periode, så det er da en lille smule træls.
- Men ligegyldig hvad har vi tænkt os at overholde de regler, der er. Vi respekterer selvfølgelig det arbejde, der er lagt for, at den her turnering kan lykkes.
- Overordnet set er vi jo bare superglade for, at turneringen bliver afviklet. Det overskygger lidt, at vi skal sidde i en boble, siger Hans-Kristian Vittinghus.
Noget tyder på, at spillerne ikke har været korrekt informerede om de gældende coronarestriktioner i forbindelse med turneringen.
I hvertflald fortæller Vittinghus, at han har været i dialog med en af de canadiske spillere, der har brudt boblen. Og canadieren var ifølge Vittinghus ikke var klar over, at man ikke må gå på restaurant i forbindelse med restriktionerne.
Forbund er opmærksom på situationen
Tidligere har TV 2 SPORT været i kontakt med det internationale badminton forbund, BWF, der har sendt følgende statement:
- BWF er opmærksomme på, at nogle spillere overtræder BWF's sikkerhedsprotokoller og driftsprocedurer. Spillerne har tilladelse til at gå eller løbe udenfor, men både spillerne og alle involverede omkring turneringen bedes om at minimere kontakten med personer uden for den grønne boble (zone, red.) ved ikke at interagere med offentligheden. BWF vil kigge nærmere på sagen internt og beslutte, i hvilket omfang vi udsender advarsler eller straffe, lyder det.
VM i Aarhus begynder på lørdag.