Badminton

Canadier med vanvidsaktion - skiftede ketsjer under duel

Søndag eftermiddag gjorde 23-årige Jason Ho-Shue fra Canada noget, de fleste aldrig har set før. Han lykkedes med at skifte ketsjer midt i en duel.

Hvis man kigger på billedet nedenfor, er det nok de færreste, der vil tro, at manden i den røde trøje til venstre vil returnere den bold, han er ved at modtage.

Ikke desto mindre var det præcis, hvad Jason Ho-Shue lykkedes med i sin kamp mod japanske Kenta Nishimoto ved Thomas Cup.

Ved stillingen 1-0 i andet sæt fik canadieren bøvl med sin ketsjer og så til sidst ingen anden udvej end at hente en ny - midt i duellen.

- Mine strenge i ketsjeren gik i stykker, så jeg vidste, at jeg ikke have nogen kontrol over mine slag. Jeg kunne heller ikke få fart på mine slag, når strengene var sprunget, siger canadieren til TV 2 SPORT efter kampen.

- Jeg blev bare nødt til at tage en chance.

Og det gjorde han så. Med fuld fart skyndte Jason Ho-Shue sig ud til bænken med den ødelagte ketsjer og hentede en ny. Herefter sprintede han tilbage på banen og nåede at returnere den bold, japaneren havde sendt afsted mod hans banehalvdel. Se duellen nedenfor.

Jason Ho-Shue leverede en vild bedrift, da han skiftede ketsjer midt i en duel mod Kenta Nishimoto Video: Oliver Orup Kristensen

Det er helt ekstraordinært, når en spiller i en doublekamp med succes skifter ketsjer under en duel. Men at gøre det som singlespiller er nærmest utopi.

Derfor kan canadieren formentlig også glæde sig over sin vilde bedrift, der nok sent bliver glemt.

Til gengæld er det ikke utænkeligt, at han hurtigere vil glemme kampen som helhed. I hvertfald var Jason Ho-Shue aldrig tæt på sejren og tabte med 21-14, 21-6 til japanske Kenta Nishimoto.

Men selvom canadieren aldrig var tæt på sejren, var humøret efter kampen højt.

- Det er altid fedt at møde nogle af verdens bedste spillere. Jeg er virkelig glad for at være her og repræsentere Canada. Det er altid fedt at være her i Danmark. Jeg elsker det.

Slog hånd i vild duel

Den vilde aktion i andet sæt kom ikke helt uden mulige konsekvenser, for canadieren slog sin hånd i den vilde aktion.

- Jeg rev min finger, og den føles lidt mærkeligt. Det generede mig lidt, men det er fint nok, siger han.

Jason Ho-Shue og Canada skal igen i aktion ved Thomas Cup på tirsdag, hvor Malaysia er modstanderen.