Badminton

Overlegen præstation sikrer dansk VM-kvartfinale

Med en sejr på 4-1 er Danmark nu sikret en plads i kvartfinalen ved Uber Cup.

Danmark vandt overbevisende med 4-1 over Canada og er nu klar til Uber Cup-kvartfinalen.

Tirsdag venter en gruppefinale mod Kina, der søndag eftermiddag sikkert besejrede Malaysia med 5-0. Dermed har både Kina og Danmark vundet deres første to holdkampe.

Danmark havde foretaget en enkelt ændring til søndagens kamp mod Canada. Ind kom 28-årige Mette Poulsen og 21-årige Alexandra Bøje, mens Freja Ravn og Amalie Magelund var ude af kamptruppen.

Danmark 4-1 Canada

  • Første singlekamp: Mia Blichfeldt - Talia Ng (21-8, 21-7)
  • Første doublekamp: Maiken Fruergaard/Sara Thygesen - Rachel Honderich /Kristen Tsai (22-20, 21,16)
  • Anden singlekamp: Line Christophersen - Rachel Chan (21-13, 21-16)
  • Anden doublekamp: Alexandra Bøje/Mette Poulsen - Catherine Choi/Crystal Lai (21-10, 21-10)
  • Tredje singlekamp: Line Kjærsfeldt - When Yu Zhang (21-15, 20-22,17-21)

Ved Thomas & Uber Cup spilles der henholdsvis tre singler og to doubler i hver holdkamp. I gruppespillet gennemfører man samtlige fem kampe, uanset om holdkampen er afgjort tidligere.

Blichfeldt vinder overlegent

For anden gang i træk var det Mia Blichfeldt, der indledte Danmarks kamp ved Uber Cup, og danskeren virkede tændt fra start.

Canadiske Talia havde svært ved at udfordre Blichfeldt, der hurtigt bragte sig foran 11-4, og den danske dominans fortsatte gennem sættet. Efter blot 12 minutters badminton sikrede Blichfeldt sig første sæt med 21-8.

Også fra indledningen af andet sæt var det tydeligt, at niveauforskellen mellem de to spillere var stor. Blichfeldt førte 11-3, da spillerne byttede halvdel i andet sæt. Herefter kom der et par enkelte skønhedsfejl, men det ændrede ikke på det samlede kampbillede. Andet sæt sluttede 21-7 og dermed gav Mia Blichfeldt, for anden dag i streg, Danmark en perfekt start.

- Det var en god kamp, synes jeg. En meget afslappet kamp. Det er dejligt, og jeg følte mig rigtig godt tilpas. Og så var der god opbakning, hvilket gør det hele lidt nemmere, siger Blichfeldt til TV 2 SPORT efter kampen.

Canadiske Talia Ng fik ikke et ben til jorden mod Mia Blichfeldt, som sørgede for en 1-0-føring til Danmark. Video: TV 2 SPORT

Fruergaard og Thygesen slider sig til sejr

Modsat Mia Blichfeldt mødte Fruergaard og Thygesen hård modstand i deres damedouble mod Honderich og Tsai.

Holdene fulgtes ad i starten af første sæt, men hen mod pausen trak danskerne fra. Efter en række lange og flotte dueller bragte danskerne sig foran 14-8.

Men efter en flere ærgerlige danske fejl skrumpede forspringet til 17-16, og de to canadiere spillede med gradvist større og større selvtillid.

Og pludselig var spændingen om sættet helt i top, men efter en enkelt misbrugt sætbold sikrede Fruergaard og Thygesen sig sættet med 22-20.

Andet sæt startede også jævnt, hvor de to canadiere fortsat imponerede og pressede Fruergaard og Thygesen til grænsen. Ved stillingen 10-10 og op til 14-14 fulgtes holdene helt ad, indtil danskerne begyndte at trække fra.

Mod slutningen blev der sorteret ud i de dumme fejl, der ellers havde præget danskernes spil, og til sidst kunne de juble, efter andet sæt blev vundet med 21-16.

Maiken Fruergaard og Sara Thygesen var i tæt duel i anden kamp af holddysten mod Canada, men trak det længste strå. Video: TV 2 SPORT

Line Christophersen spiller Danmark i kvartfinalen

Line Christophersen kunne dermed sikre Danmark en plads i kvartfinalen, hvis hun vandt sin singlekamp over Rachel Chan.

Og fra start var det tydeligt, at det var danskerens plan.

Med en midtvejsføring på 11-3 virkede hun i fuld kontrol, og udspillede ved flere lejligheder sin canadiske modstander. Mod slutningen af sættet indtraf enkelte danske uprovokerede fejl, men det ændrede ikke på sættets samlede udfald.

Efter 14 minutter sikrede Line Christophersen sig første sæt med 21-13.

Og så var danskeren kun ét sæt fra at sikre Danmark en plads i kvartfinalen.

Heldigvis bevarede Line Christophersen koncentrationen fra andet sæts indledning og gik til pause med en føring på 11-5.

Danskerens aggressive spil fortsatte i resten af sættet, og selv om hun mod slutningen lavede en række uprovokerede fejl, vandt hun uden større problemer med 21-16.

Dermed spillede hun Danmark videre til kvartfinalen.

Efter tre danske sejre i træk over Canada er Danmark tæt på at komme videre fra gruppen ved Uber Cup. Video: TV 2 SPORT

Bøje og Poulsen vinder i sikker stil

Bøje og Poulsens doublekamp var derfor ikke så vigtig, men formentlig har den betydet meget for dem.

Det er nemlig de to kvinders første kamp ved Uber Cup, og derfor var motivation inden kampen i top.

Det kunne også ses på banen, hvor danskerne kom flot fra start mod de to 20-årige canadiere Choi og Lai.

Bøje og Poulsen var aldrig rigtig under pres i første sæt, som overbevisende blev vundet med 21-10.

Fra starten af andet sæt var danskerne knap så dominerende, og indledte sættet med et par fejl. Heldigvis fandt de tilbage i rytmen og var foran 15-11 ved pausen.

Den føring blev kun større som andet sæt skred frem, og til sidst kunne Bøje og Poulsen hive sejren hjem med 21-10 i andet sæt.

Kampen varede blot 29 minutter.

For fjerde gang under opgøret med Canada ved Uber Cup var det danskerne, som trak sig bedst ud af opgøret. Denne gang var det Alexandra Bøje og Mette Poulsen. Video: TV 2 SPORT

Kjærsfeldt skuffer og taber

Line Kjærsfeldt var sidste dansker i aktion og skulle forsøge at gøre rent bord for Danmark.

I første sæt var danskeren i nogenlunde kontrol og førte 11-6 ved pausen. Det forspring blev aldrig rigtig udfordret, hvorfor danskeren sikkert vandt 21-15.

Andet sæt blev en helt anden historie. Her svigtede koncentrationen for Kjærsfeldt, der var bagud det meste af sættet, men til slut blev det tæt. Desværre var det canadiske Zhang, der trak det længste strå og vandt andet sæt med 22-20.

Den kedelige tendens fra andet sæt fortsatte desværre i tredje sæt, hvor Zhang igen dominerede. Hele sættet var danskeren på hælene og tabte med 21-17 til nummer 269 på verdensranglisten.

I femte kamp mellem Danmark og Canada var det Line Kjærsfeldt, som skulle slå sidst søm i den canadiske kiste, men Zhang kom ville det anderledes. Video: TV 2 SPORT