Badminton

- Jeg er mega-mega ked af det, siger Gemke efter nederlag

Rasmus Gemke led et overraskende nederlag til Fabian Roth, da de spillede det tredje opgør i gruppekampen mod Tyskland.

Nummer 12 mod nummer 360 på verdensranglisten.

Det burde ende med en sejr i to sæt – til favoritten, naturligvis. Men sådan gik det ikke i Rasmus Gemkes kamp mod Fabian Roth, der kæmpede bravt og vandt 21-19, 26-24 over den danske favorit.

- Jeg er mega-mega ked af det. Det er sygt ærgerligt, jeg ikke kan give de her point til holdet. Når stillingen er 1-1, så er min kamp virkelig vigtig. Det er virkelig noget møg lige nu, siger Gemke til TV 2 SPORT.

Hvorfor kan du ikke slå Fabian Roth?

- Det er et godt spørgsmål. Jeg synes, jeg har momenter i begge sæt, hvor jeg spiller det spil, jeg gerne vil spille. Men samtidig har jeg for mange momenter, hvor jeg falder ud, og hvor han styrer for meget. Der bliver taget nogle pudsige valg ud af ingenting, og det gør, at jeg ikke kan skabe den føring, jeg gerne vil have.

- Der er lidt for mange ’håbere’ i stedet for at få smadret lortet i gulvet. Det her er en hal, hvor der skal arbejdes hårdt, og boldene flosser helt exceptionelt meget efter fire-fem berøringer. Så den skal tæskes ned og følges til dørs, og det formår jeg ikke, lyder den umiddelbare analyse fra Rasmus Gemke.

Inden sejren i den anden singlekamp vandt Tyskland også den første herredoublekamp, hvor Kim Astrup og Anders Skaarup blev slået af Mark Lamsfuss og Marvin Seidel.

Inden da levede Viktor Axelsen op til favoritværdigheden i den første singlekamp, da han uden at anstrenge sig synderligt slog Samuel Hsiao i to sæt. Derfor var stillingen 2-1 til Tyskland efter de første tre opgør.

Ved gruppekampene i Thomas Cup spilles alle fem opgør, selvom kampen reelt kan være afgjort efter de første tre kampe. Mathias Christiansen og Frederik Søgaard spiller anden herredouble for Danmark. Hans-Kristian Vittinghus spiller tredje singlekamp.

Se kampene fra Thomas Cup direkte på TV 2 SPORT.