Badminton

Misbrugte matchbolde gjorde dansker nervøs i afgørende kamp

21-årige Line Christophersen kunne pludselig mærke presset, da hun fik muligheden for at sende Danmark i kvartfinalen ved Uber Cup.

Ved stillingen 20-9 i andet sæt var scenen sat.

Line Christophersen var kun ét point fra at sende Danmark i kvartfinalen ved Uber Cup, men så fik den blot 21-årige dansker kolde fødder.

Først missede hun en enkelt matchbold mod canadiske Rachel Chan og så en mere. Den tredje mulighed for at afgøre kampen glippede også, og inden danskeren havde set sig om, var stillingen 20-16.

- Til at starte med ville jeg lidt for meget, og til sidst ville jeg bare gerne have afgjort det på den første. Ja, så blev jeg sgu lidt nervøs, siger Line Christophersen til TV 2 SPORT om de mange missede matchbolde.

Forud for kampen var Line Christophersen den eneste dansker ved Thomas og Uber Cup, der havde tabt sin første kamp.

Og måske netop derfor ramte presset endnu hårdere, da hun så stod med muligheden for at sende Danmark videre.

- Jeg tror bare, at jeg tænke, at nu bliver jeg nødt til at spille en duel i stedet for kun at fokusere på det første slag, siger hun.

Den taktik lykkedes heldigvis for danskeren, der på matchbold nummer otte hev sejren hjem.

Line Christophersen lignede ved stillingen 20-9 en sikker vinder, men et par minutter senere så det knap så sikkert ud. Video: TV 2 SPORT

Og selvom den var lidt længe om at blive til virkelighed, glæder den unge dansker sig over sejren.

- Det letter helt vildt, og det er rart at komme ind og få en sejr i en kamp, jeg skulle vinde, siger Line Christophersen til TV 2 SPORT.

- Det var også rart at få sejren på plads sådan okay sikkert.

Line Christophersen - Rachel Chan

  • Første sæt: 21-13
  • Andet sæt: 21-16

Danmark vandt kampen mod Canada med 4-1 og er derfor klar til kvartfinalen ved Uber Cup. Tirsdag venter gruppefinalen mod Kina.