Badminton

- Jeg fik svar på en del, siger landstræner efter hårde kampe

Landstræner Kenneth Jonassen fik flere svar, da Danmark med besvær mandag vandt over Tyskland ved Thomas & Uber Cup. Han er dog fortsat optimistisk.

- Vi holder kortene tæt til kroppen, men jeg fik svar på en del i dag.

Sådan lyder det fra Danmarks landstræner Kenneth Jonassen, efter Rasmus Gemke mandag tabte sin herresingle til tyske Fabian Roth, der blot er nummer 360 på verdensranglisten - til sammenligning er danskeren selv nummer 12.

Spørgsmålet gik på, om landstræneren fortsat havde tiltro til Gemke, eller om Hans-Kristian Vittinghus fremadrettet ville få en større rolle. Kenneth Jonassen havde dog ikke yderligere kommentarer til dette.

Gemkes noget overraskende nederlag til tyskeren satte Danmark gevaldigt under pres i Thomas & Uber Cup-kampen, og efter nederlaget var skuffelsen heller ikke til at skjule.

- Jeg er mega-mega ked af det. Det er sygt ærgerligt, jeg ikke kan give de her point til holdet. Når stillingen er 1-1, er min kamp virkelig vigtig. Det er virkelig noget møg lige nu, sagde Gemke til TV 2 SPORT.

Danmark 3-2 Tyskland

  • 1. herresingle: Viktor Axelsen - Samuel Hsiao (21-9, 21-8)
  • 1. herredouble: Kim Astrup/Anders Skaarup - Mark Lamsfuss/Marvin Seidel (20-22, 24-26)
  • 2. herresingle: Rasmus Gemke - Fabian Roth (19-21, 24-26)
  • 2. herredouble: Mathias Christiansen/Frederik Søgaard - Daniel Hess/Jan Colin Völker (21-12, 21-11)
  • 3. herresingle: Hans-Kristian Vittinghus - Matthias Kicklitz (21-15, 21-8)

Landstræner er fortsat optimistisk

Men på trods af præstationen mod Tyskland forholder landstræner Kenneth Jonassen sig fortsat positivt på Danmarks vegne.

- Der er selvfølgelig nogle af vores spillere, der havde en mindre god dag, men jeg føler, som jeg har sagt fra start, at vi skal lære at spille på hjemmebane, siger han til TV 2 SPORT.

- Jeg har det stadigvæk godt i maven. Jeg er glad for, at vi har nu fået flere spillere spillet ind, og der er nogle, der får motivation af det her, mens der er andre, der føler, de skal rejse sig.

- Vi får vendt de her sejre og nederlag til noget positivt, og så står vi stærkt. Jeg glæder mig til på onsdag.

Stiller i stærkeste mod Sydkorea

Og netop onsdag får Danmark muligheden for at rejse sig mentalt igen, for der venter Sydkorea i en gruppefinale. Og mens et af Danmark stærkeste kort, Anders Antonsen, blev sparet mod Tyskland, bliver det de bedste, der spiller mod Sydkorea.

- Vi kommer ikke til at spare nogen, for det at vinde gruppen betyder rigtig meget. Alt andet lige er der et par hold, der er virkelig svære fra andet seedningslag, men favoritholdene skal vi helst undgå i kvartfinalen.

- Vi kommer til at stille med det hold, vi tror kan slå Korea, siger landstræneren.

Kampen mellem Danmark og Sydkorea spilles onsdag klokken 19.00 og kan ses på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.