Antonsen tæt på grimt uheld - var "lidt i chok"
Midt i glæden over det gode danske spil var Anders Antonsen tæt på at komme til skade.
Det højlydte publikum i Aarhus blev pludselig stille.
Anders Antonsen var på vej til at bringe Danmark foran 2-1 i Thomas Cup-kvartfinalen, da han gled på det grønne halvgul.
Ved første øjekast så det ikke godt ud. Den danske stjerne måtte da også lige teste, om knæet kunne strække og bøje som normalt. Stille og roligt kom han på benene. Antonsen kom også til sig selv og vandt kampen. Men han måtte indrømme efterfølgende, at oplevelsen sad i ham for en stund.
- Jeg var lige lidt i chok og nervøs for, om der var sket noget. Jeg mærkede lige, om der var sket noget i knæet eller baglåret. Jeg prøvede bare lige at finde ud af, om jeg var okay. Heldigvis mærkedes det fint, og det gør det også nu, siger han til TV 2 SPORT.
Verdens nummer tre blev også interviewet af Badminton Europe, hvor han kunne fortælle, at han lige måtte bruge de næste par minutter på at teste knæet.
- De første to-tre minutter efter jeg gled, kunne jeg mærke en smule, og jeg var også lidt bekymret.
- Jeg blev lidt bange, så jeg var nødt til at vente et par minutter på at finde ud af, om det var okay eller ikke, siger han.
"Kongen af Aarhus"
Kampen sendte Danmark foran med 2-1 i holdkampen. I opgøret efter sikrede Mathias Christiansen og Frederik Søgaard den samlede sejr.
Og selvom semifinalen ikke var sikret, da Anders Antonsen spillede, var han vild med stemningen i Ceres Arena i Aarhus, hvor VM for herrehold spilles for første gang i historien.
- Det var fandme fedt. Det var kæmpestort. Hvad skal jeg sige? Jeg smed et par matchbolde, fordi jeg ville nyde det lidt længere – høre folk klappe lidt, siger han kækt.
Undervejs fik holdkammeraterne kaldt Antonsen for "Kongen af Aarhus", og det tilnavn har han nu taget til sig. I hvert fald næsten.
- Der er lige Thomas Helmig, men vi må se, om jeg kan slå ham af en dag. I den her uge er jeg (kongen, red.), lyder det fra en humørfyldt aarhusianer.
Danmark spiller semifinale ved VM for herrehold (Thomas Cup) lørdag klokken 13.30. Det er mod Indonesien. Se kampen på TV 2 SPORT eller TV 2 PLAY.