Dansk double hylder publikum efter pibekoncert
Kim Astrup og Anders Skaarup måtte se sig slået af det indiske par Shetty/Rankireddy, som efterfølgende blev mødt af buhråb.
Se semifinalen mod Indonesien med fra 12.45 på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.
Et nederlag efter tre servefejl i træk resulterede naturligvis ikke i mange smil.
Men særligt én ting fik Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen til at smile stort, da den værste skuffelse var ude af kroppen.
Da indernes sejr var en realitet, blev de mødt af en pibekoncert fra det aarhusianske publikum, hvilket man sjældent ser på dansk grund.
- Det var faktisk fedt nok, griner Kim Astrup.
- Vi er sgu også nogle gange blevet buhet ud af hallerne i østen, så det var ganske udmærket, de lige fik den, siger Astrup til TV 2 SPORT.
De indiske modstandere tog dog ikke stor notits af pibekoncerten.
- Selvom de var imod os, så var det dejligt at have tilskuere i hallen. Sådan tror jeg, alle spillere har det. Og det er fedt at være her ved Thomas Cup med tilskuere i hallen, siger Chirag Shetty til TV 2 SPORT og tilføjer med et smil:
- De buhede lige efter kampen, men kort efter klappede alle.
Se den afgørende bold, og hør de efterfølgende buhråb i videoen øverst i artiklen.
Irritation over slap linje fra dommeren
Det indiske par Shetty/Rankireddy tog sig adskillige gange rigtig lang tid om tingene. Det irriterede både det danske par og var formentlig også en stor del af grunden til de efterfølgende buhråb.
Dommeren var tæt på at skride ind, men gjorde ikke noget. Det irriterer Kim Astrup, at dommeren havde "så slap en linje."
- Jeg tror, vi bliver brudt i vores serverytme en 15-16 gange, og de får at vide tre-fire gange i hvert fald, at nu skal de komme i gang.
- Han har endda osten fremme (det gule kort, red.), men han vælger så ikke at give den. Han vælger bare at sige, han har taget kortene med, siger Kim Astrup.
På trods af nederlaget klarede danskerne skærene mod Indien og vandt samlet 3-1. Nu venter stærke Indonesien i semifinalen.