Verdens bedste badminton på TV 2 SPORT til og med 2025

TV 2 har forlænget rettighedsaftalen til de største internationale badmintonturneringer - herunder VM på hjemmebane i København 2023.

Når de danske badmintonstjerner kæmper om de store titler, så kan man følge med på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY. Sådan vil det også være de næste fire år.

TV 2 og det internationale badmintonforbund, BWF, har forlænget aftalen omkring TV-rettighederne, så den løber til og med 2025.

Aftalen gælder turneringerne på World Touren, der TV-produceres, ligesom det individuelle VM, Sudirman Cup og Thomas & Uber Cup er med i pakken. Det betyder også, at VM i København 2023 bliver med massiv dækning på TV 2 SPORT og PLAY.

- Badminton er en af kernerettighederne på TV 2 SPORT, så det er med stor glæde, vi kan præsentere nyheden om en forlængelse af rettighederne midt under VM for hold, der spilles på hjemmebane. Her bekræfter seertallene en stadig stor interesse omkring sporten, siger TV 2 SPORTs badmintonredaktør Dennis Bostrup.

To af Danmarks største sportsstjerner

Samtidig hæfter han sig ved, at der helt generelt er stor interesse omkring de danske spillere, når de kommer langt i de store internationale turneringer og kæmper mod stjerner som Kento Momota, Lee Zii Jia og Anthony Ginting.

- Vi kan mærke, at folk kigger med på TV, og så hjælper det selvfølgelig også, at vi for tiden har to af Danmarks største sportsstjerner i badmintonsporten.

- Der er ingen tvivl om, at Viktor Axelsen og Anders Antonsen er spillere, som danskerne elsker at se på skærmen, ligesom der også er stor opbakning til de andre danskere, der opnår succes på den internationale scene.

Offentliggørelsen af den fornyede rettighedsaftale sker netop, som TV 2 SPORT i denne uge har dækket Thomas & Uber Cup massivt fra Aarhus, mens der i næste uge er Denmark Open i Odense.

Denmark Open er dog en del af TV-aftalen med Badminton Danmark, hvor også det individuelle DM og holdturneringen indgår i. Den aftale løber i forvejen frem til 2026.