Badminton

Antonsen udpeger frygtet øjeblik, der kostede i VM-semifinale

Heldigvis for Anders Antonsen udeblev det helt grumme krampeanfald, men det var meget tæt på i Thomas Cup-semifinalen mod Jonatan Christie.

Anders Antonsen forsvandt hurtigt ud af rampelyset uden et ord efter sit nederlag i lørdagens semifinale ved Thomas Cup.

Det var ikke, fordi han ikke ville sige noget, men fordi han simpelthen ikke kunne slæbe sin medtagede krop op i mixed zone.

Voldsomme kramper har været et tilbagevendende onde i Antonsens karriere, og i semifinalen tvang han og Indonesiens Jonatan Christie hinanden ud i en maratonkamp på 1 time og 40 minutter.

- Det tror jeg aldrig, jeg har gjort før (spillet lang en kamp, red.). Musklerne hoppede og dansede, og jeg var tæt på at gå i krampe.

- Jeg gik jo faktisk i krampe nogle steder, men jeg slap uden de helt store helkropskramper, som jeg har prøvet et par gange i min karriere. Det er noget, jeg frygter rigtig meget og som bestemt ikke er sjovt gå igennem, siger Antonsen til TV 2 SPORT.

Det er forfærdeligt, at det kan ske. Det var faktisk meget hæmmende for mit spil

Anders Antonsen

Her gik det galt

Efter halvanden times spil - da det for alvor spidsede til i tredje sæt - kom Anders Antonsen i problemer.

- Duellen ved 16-16 er der, min finger sætter sig i krampe, og jeg kan ikke rigtig skifte greb. Når en muskel går i krampe, går den jo i spasme og låser om ketsjeren, forklarer danskeren.

Christie kom foran 17-16, inden Antonsen måtte tage et gult kort for at gå over og snakke med træner Kenneth Jonassen om sine problemer.

- Det er forfærdeligt, at det kan ske. Det var faktisk meget hæmmende for mit spil.

Kampens sidste dueller endte med at være ren overlevelse for Antonsens krop, der tydeligt gennemførte kampen på de sidste dampe.

Danskeren havde ikke mere at skyde med i de sidste dueller mod Jonatan Christie. Video: Nicolai Margon Madsen

- Det går den rigtige vej

Den 24-årige dansker tabte sættet 21-16 og forlod Ceres Arena med hjemmepublikummets klapsalver i ryggen.

- Det (kramperne, red.) er stadig et problem, men jeg bliver ved at arbejde videre med min fysik.

- For to år siden så du mig ikke spille en kamp som den her uden at gå ud og lægge mig i et voldsomt krampeanfald. Så det går den rigtige vej, fortæller Anders Antonsen.

Allerede i den kommende uge skal verdens nummer tre stå klar igen til Denmark Open. Første runde bliver en gentagelse af sidste års finale mod landsmanden Rasmus Gemke.