Badminton

- Der er et hul i mit hjerte, siger rørt Vittinghus

Hans-Kristian Vittinghus var tydelig rørt, da TV 2 SPORT snakkede med ham efter afslutningen på dette års Thomas Cup.

35 minutter.

Det er, hvad Hans-Kristian Vittinghus spillede under det netop overståede Thomas Cup, hvor den 35-årige dansker blot kom i spil i én ud af Danmarks fem kampe.

Alligevel var han rørt til tårer, efter han søndag havde fået bronzemedaljen over hovedet og kunne reflektere over turneringen og den missede mulighed for at spille Danmarks femte kamp i lørdagens semifinale.

- Der er et hul i mit hjerte, må jeg sige. Ja... Det er jeg ked af, siger en tydelig rørt Vittinghus, der har svært ved at finde ordene.

- Den mulighed kommer ikke tilbage, tør jeg godt garantere. Jeg håber, jeg har et Thomas Cup tilbage i mig, men jeg har i hvert fald ikke et Thomas Cup tilbage i Danmark.

- Det er en oplevelse, jeg ikke får igen, men det er jo ikke værre for mig, end det er for alle de andre, siger han til TV 2 SPORT.

Vittinghus spillede ikke kamp nummer fem i lørdagens semifinale, da Danmark allerede havde tabt kampen samlet mod Indonesien.

Søndag eftermiddag vandt Indonesien Thomas Cup efter en finalesejr på 3-0 over Kina.

Hans-Kristian Vittinghus er ked af, at han ikke kom på banen i Thomas Cup, da Danmark allerede havde tabt. Video: TV 2 Sport

Kan ikke glæde sig over bronzemedalje endnu

I interviewet med TV 2 SPORT står Hans-Kristian Vittinghus ved siden af Frederik Søgaard, der glæder sig over bronzemedaljen, men sådan forholder det sig ikke for Vittinghus.

- Jeg er skuffet over, at det ikke var nok, det må jeg sige. Det her er min tredje bronzemedalje, og jeg må indrømme, jeg har lidt svært ved at være glad for den, siger Vittinghus.

- Jeg kan også mærke det, da jeg står på skamlen deroppe. Der er jeg sgu mere misundelig over ikke at opleve finalen i dag (søndag, red.).

Vittinghus forklarer selv, at det giver god mening, at ham og Frederik Søgaard ser lidt forskelligt på medaljen. De er nemlig to helt forskellige steder i deres karriere.

Selv er Vittinghus blevet 35 år og har ikke alverdens tid tilbage på topniveau, mens Frederik Søgaard er 11 år yngre og dermed forhåbentlig har mange store oplevelser i vente.

Tror på flere gode oplevelser

Selvom det ikke gik som drømmen foreskrev, har det ikke fjernet motivationen for den 35-årige dansker, der trods sin alder fortsat tror på store eventyr.

- Jeg tror, der er gode chancer for, jeg skal spille VM til december, og der er Thomas Cup allerede om otte måneder, hvilket jeg vil kæmpe lige så hårdt for at komme med til.

- Der kommer også et VM i Danmark i 2023, et individuelt VM, og det håber jeg også at skulle være med til. Det kan jo være, jeg kommer til at oplevelse en kulisse der, der minder om den her.

- Men altså en holdkamp er jo speciel, og der bliver nærmest en landskampsstemning. Så selvfølgelig er jeg ærgerlig over, at jeg ikke får den mulighed igen, siger Vittinghus.

Vittinghus og de andre danske landsholdspillere kan ikke ærgre sig længe, for allerede tirsdag begynder Denmark Open i Odense.