Badminton

Antonsen vinder tidligt danskerbrag

Anders Antonsen og Rasmus Gemke stod overfor hinanden i første runde af Denmark Open, og ligesom i sidste års finale blev det en tæt affære.

- Ja man!!!

I sidste uge var de holdkammerater ved VM for hold, men tirsdag stod to de barndomsvenner Anders Antonsen og Rasmus Gemke overfor hinanden som modstandere i Denmark Open.

Kampen var en gentagelse af sidste års finale i samme turnering, hvor de to singlespillere leverede en mindeværdig kamp, og selvom det ikke skulle afgøres i tre sæt lige som sidste år, blev det alligevel en særdeles spændende kamp, hvorfor Antonsen også måtte skrige glæden ud til sidst.

Kort efter kampen uddybede han det vilde jubelbrøl, der ikke var uden årsag.

- Jeg tror bare, det var ren forløsning og glæde over, at jeg vandt den her kamp, for det var ikke nemt overhovedet. Det er ikke lang tid siden, jeg spillede en maratonkamp ved Thomas Cup, så man har lige skulle resette. Jeg er rimelig stolt over, at jeg klarede det faktisk, siger han til TV 2 SPORT.

Anders Antonsen vandt opgøret med 21-16, 22-20.

Gemke kom flyvende ud

Sidste års tabende finalist Rasmus Gemke havde noget at revanchere, og det var tydeligt fra kampens start.

Den 24-årige aarhusianer kom flyvende ind til kampen, hvor han hurtigt skabte sig flere føringer med en aggressiv tilgang til kampen. Antonsen holdt dog hele tiden fast, og Gemke var derfor "kun" foran med 11-9 ved sætpausen.

Herfra var det atter tæt, men ved stillingen 11-12 blev spillet kortvarigt afbrudt. Antonsen mærkede noget i knæet, og han skulle derfor tilses af en læge, men han var heldigvis på banen få minutter efter igen.

Anders Antonsens korte pause så ud til at have båret frugt. Han kom nemlig stærkt ud på banen igen, hvor han pludselig var i front med 16-14. Den føring blev senere udbygget til 19-15, og selvom Gemke ihærdigt forsøgte at holde trit, tog Antonsen første sæt 21-16 på en Gemke-fejl ved nettet.

Stor spænding til sidst

Antonsen fortsatte det gode spil i starten af andet sæt, men efter en føring på 3-2 vendte Gemke for alvor tilbage.

Gemke tog seks point i træk, og pludselig var han foran 8-3. Ved sætpausen var stillingen 11-4.

Endnu en gang viste Antonsen dog styrke i anden del af et sæt, og inden Gemke havde set sig om, var han kun foran med to ved 10-12, og kort efter var stillingen 15-15.

Herfra bølgede kampen igen frem og tilbage, men ved stillingen 20-20 trak Antonsen fra og sikrede de to afgørende point og sejren.

Mere dansk mod dansk

Kampen mellem Antonsen og Gemke var ikke det eneste danskeropgør på Denmark Opens første dag.

Lige inden havde Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen nemlig været i kamp mod Daniel Lundgaard og Mathias Thyrri.

Her var spændingen dog ikke helt lige så stor, og forhåndsfavoritterne Astrup og Skaarup vandt komfortabelt med 21-7, 21-14.