Badminton

Sådan gik det danskerne på Denmark Opens første dag

Fem danske spillere/par er klar til anden runde ved Denmark Open efter første dag, mens fire røg ud.

Denmark Open blev skudt i gang med et brag med store stjerner på gulvet og flere rent danske opgør.

En af tirsdagens helt store oplevelser blev som ventet kampen mellem barndomsvennerne Anders Antonsen og Rasmus Gemke, hvor førstnævnte endte at tage sejren efter et hårdt opgør.

Derudover var det også lige ved og næsten for Mai Surrow og Julie Finne-Ipsen, der på trods af Surrows sygdom op til turneringen leverede en flot præstation.

Få det fulde overblik over de danske kamp herunder:

Disse danskere spillede sig videre:

Amalie Magelund/Freja Ravn - Chen Qingchen/Jia Yifan: 5-1 (gav op)

Den danske damedouble var ikke øjnet mange chancer i kampen mod de topseedede kinesere, men kampen skulle vise sig at gå noget mere ubesværet end forventet for danskerne. De kinesiske OL-sølvvindere valgte nemlig at opgive kampen efter blot seks dueller på grund af en rygskade til Chen Qing Chen.

Dermed er Magelund og Ravn videre til anden runde ved Denmark Open.

Kim Astrup/Anders Skaarup Rasmussen - Daniel Lundgaard/Mathias Thyrri: 21-7, 21-14

Det var som forventet Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen, der trak sig sejrrigt ud af det rent danske opgør tirsdag eftermiddag. Det stærke par kom bedst ud til opgøret, og selvom Lundgaard og Thyrri gjorde, hvad de kunne, blev det aldrig for alvor spændende.

Anders Antonsen - Rasmus Gemke: 21-16, 22-20

Et af dagens mest imødesete opgør var gentagelsen af sidste års finale ved Denmark Open mellem Anders Antonsen og Rasmus Gemke. Ligesom i 2020 blev det en tæt affære, og især i andet sæt så det faktisk længe ud til, at Gemke skulle bringe balance i regnskabet.

Antonsen formåede dog at presse Gemke til fejl i de afgørende bolde, og det blev altså endnu en gang Antonsen, der kunne forlade banen med armene over hovedet efter opgøret mod barndomsvennen. Læs mere om kampen her.

Maiken Fruergaard/Sara Thygesen - Vivian Hoo/Lim Chiew Sien: 21-15, 21-16

42 minutter tog det for den danske damedouble at sikre sejren i deres førsterundekamp. Danskerne startede dog tøvende og kom hurtigt bagud 8-4. Tre gode dueller senere hed den 8-7, og så var danskerne tilbage. Kort efter pausen stod det 12-12, og herfra var det, som om Fruergaard og Thygesen for alvor fandt spillet, som sikrede dem en nogenlunde komfortabel sætsejr.

I andet sæt var udviklingen meget lig første sæt med en god start fra danskernes modstandere og endnu en stærk afslutning af Fruergaard og Thygesen.

Mia Blichfeldt - Lianne Tan: 21-16, 21-15

Sidste dansker i aktion var Mia Blichfeldt. Hun mødte belgiske Lianne Tan, der på papiret også var en modstander Blichfeldt skulle slå, og den favoritværdigheden levede hun med stor sikkerhed op til.

Danskeren spillede med stort overskud, og i de få momenter, det ikke gik hendes vej, fik hun med jubelbrøl og opmuntrende råb bragt sig selv på sejrskurs igen.

Disse danskere røg ud:

Christine Busch/Amalie Schulz - Huang Dongping/Zheng Yu: 6-21, 9-21

Førstedagen ved Denmark Open endte ikke lige så godt for den danske damedouble med Busch og Schulz, der dog også mødte hård modstand i det kinesiske par.

Danskerne holdt nogenlunde ved i første sæt indtil stillingen 5-3 til kineserne, men derfra tog kineserne ni point i træk uden danske point, og så var der lang vej igen for danskerne, som heller ikke for alvor fik fat i andet sæt.

- Lige nu tror, jeg vi er lidt skuffede. Vi føler, det er svært at stå derinde. De spillede godt, og vi havde svært ved at styre boldene. De har højt tempo, og de slår virkelig hårdt. Så det går alt for hurtigt, i forhold til hvad det skulle have gjort, lød det fra Christine Schulz efter kampen.

Julie Finne-Ipsen/Mai Surrow - Gabriela Stoeva/Stefani Stoeva: 21-17, 14-21, 18-21

Et flot og velspillet opgør endte med et knebent nederlag i tre sæt til Finne-Ipsen og Surrow. Danskerne viste gode takter, selvom der på forhånd havde været tvivl om Surrows form, da hun de seneste uger har været hårdt ramt efter et voldsomt sygdomsforløb.

Surrow så dog skarp ud på banen, og det var først ved kampens afslutning, det blev tydeligt, at hun ikke fysisk var, hvor hun skulle være.

Læs mere om Surrows voldsomme optakt her.

Rasmus Gemke og Daniel Lundgaard/Mathias Thyrri røg også ud af turneringen efter deres danskermøder, som er beskrevet ovenfor.

Onsdag skal flere danskere i aktion, når sidste halvdel af første runde spilles. Det gælder blandt andre Viktor Axelsen, der har fået ny modstander som følge af et afbud.

Se Denmark Open på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.