Badminton

Hårdt for Antonsen at se barndomskammerat helt nede

Anders Antonsen jublede lykkeligt, da kampen blev afgjort, men ærgrede sig efterfølgende, da han tirsdag besejrede barndomskammeraten Rasmus Gemke.

- Jeg synes ikke, det er specielt sjovt. Jeg synes, det er en lorte-lodtrækning, at vi skulle mødes allerede nu.

Anders Antonsen var præget af blandede følelser, efter han eliminerede sin barndomsven Rasmus Gemke i første runde af Denmark Open.

Lige da kampen sluttede, var det glæde, der fyldte for Antonsen, som brød ud i vild jubel, men kort tid senere var tonen en lidt anden.

- Det er sidste års finale (ved Denmark Open 2020, red.), og det er ærgerligt for en af os, og det blev så Rasmus i dag, siger Antonsen til TV 2 SPORT efter kampen.

- Det er mest ærgerligt for ham, men jeg synes heller ikke, det er specielt fedt at skulle se Rasmus helt nede efter det her nederlag.

Anders Antonsen - Rasmus Gemke: 21-16, 22-20

Gemke og Antonsen har en lang historik sammen, og de har været kammerater, siden de var helt små. Netop derfor var Antonsen også fyldt med pæne ord om Gemke efter kampen.

- Jeg ønsker ham alt det bedste, og jeg håber, han får en masse succes. Jeg havde gerne set, at vi ikke skulle stå overfor hinanden allerede nu.

Gemke forsøgte at gøre det til en "normal" kamp

Rasmus Gemke synes også, at det var anderledes at møde en personlig og gammel ven som Antonsen, men forsøgte at lægge det fra sig undervejs.

- Det er helt sikkert specielt at gå fra at være den der gruppe i Thomas Cup, hvor man vil give alt for hinanden, til få dage senere at skulle kæmpe om liv og død.

- Det var selvfølgelig lidt anderledes, men en kamp er en kamp, og jeg prøvede at sætte mig op til den, som havde det været en hvilken som helst anden, siger Gemke til TV 2 SPORT.

De to kammerater mødte hinanden i finalen ved Denmark Open i 2020, hvor Anders Antonsen vandt et vildt drama i tre sæt.

Denmark Open rangerer i år på højeste niveau på Det Internationale Badmintonforbunds World Tour som en Super 1000-turnering. Det er samme niveau som eksempelvis All England.