Badminton

Dansk double klar til kæmpe finale efter drama

Kim Astrup og Anders Skaarup vandt deres semifinale ved Denmark Open i tre sæt over Goh Sze Fei og Nur Izzuddin fra Malaysia.

De har slået dem tre gange tidligere, og lørdag blev den fjerde sejr i lige så mange opgør føjet til listen.

Denne gang i semifinalen ved Denmark Open, hvor den danske herredouble med Kim Astrup og Anders Skaarup hentede en fornem sejr i tre sæt mod Goh Sze Fei og Nur Izzuddin fra Malaysia.

Og ligesom ved den seneste danske sejre blev triumfen fejret med jubeldans fra Astrup og Skaarup og et stående bifald fra den fyldte hal i Odense.

Kim Astrup/Anders Skaarup Rasmussen - Goh Sze Fei/Nur Izzudin: 21-11, 19-21, 21-18

Kanonstart

Danskerne startede kampen med et brag af en smash fra Anders Skaarup. Bolden gik direkte i gulvet, og så var de i gang.

Den næste bold gik i nettet fra dansk ketcher, men Astrup og Skaarup kørte på med en række gode dueller, og så var de foran 5-3. Malaysierne kom på 5-5, men igen trak danskerne fra til 8-5.

Generelt blev den første del af kampen spillet i et hæsblæsende tempo, hvilket også skruede en smule op for fejlene på begge sider af nettet. Derfor blev de fleste bolde afgjort med slag direkte i gulvet efter et mindre godt slag fra modstanderen.

Heldigvis for danskerne var det oftest dem, der fik æren af at klaske bolden i gulvet, og de gik derfor til pause foran 11-8.

Efter sætpausen fortsatte Astrup og Skaarup med det stærke spil. Især offensivt var de gode, og de lykkedes flot med at træde langt frem mod nettet for at afgøre boldene.

Samtidig begyndte de malaysiske spillere at lave flere og flere uprovokerede fejl med slag ud over både side- og baglinje. Faktisk fik Goh og Izzudin kun tre point efter sætpausen, og danskerne vandt første sæt i sikker stil 21-11.

Overbevisende spil

De gode takter fra første sæt var langt fra forsvundet i andet sæt. Både Astrup og Skaarup spillede med stort overskud og sikkerhed i slagene, hvilket langt fra var tilfældet hos de malaysiske modstandere, der fortsatte de mange fejl.

Ligesom i første sæt var det dog ofte fejl, der var provokeret af dansk storspil.

Danskerne kom hurtigt foran 3-1, og selvom malaysierne reducerede til 3-2 kort efter, blev starten af sættet på rene danske præmisser. Begge danskere havde stor succes med de nedadgående slag, og inden Goh og Izzudin havde set sig om, var stillingen 16-9 i dansk favør.

Store danske problemer

Her så det ud til, at danskerne skulle afgøre kampen hurtigt, men pludselig skruede modstanderne op for tempoet. Nu begyndte danskerne at lave fejl, og med syv imponerende bolde i træk formåede malaysierne at udligne til 16-16.

Kampen blev kortvarigt stoppet, da Kim Astrup blev kaldt hen til dommeren efter en samtale med servedommeren. Det var svært at høre, hvad der blev sagt, men Astrup fik i hvert fald en henstilling.

En henstilling, der ikke gjorde noget godt for danskerne, der kom bagud 16-18 og senere 19-17, inden et ellers lovende dansk sæt fik en skidt afslutning med et sætnederlag på 19-21.

Stor energi-udladning

Den dårlige afslutning på andet sæt slukkede ikke håbet for danskerne. Tværtimod.

Astrup og Skaarup kom flyvende ud til tredje sæt, hvor de på få minutter bragte sig foran 3-0. Malaysierne stoppede den danske stime med et velspillet point, men så måtte den danske double jo bare lave en ny.

6-3 stod den få øjeblikke efter. Goh og Izzudini tog et enkelt point igen, inden pointet til 7-2 blev sikret efter en lang og hård duel, som for alvor tændte op under både de danske spillere og tilskuere.

Den vilde energi i hallen red Astrup og Skaarup videre på indtil den overbevisende føring på 9-2. Ved sætpausen var danskerne foran 11-5, og den føring blev fejret med manér.

Anders Skaarup kiggede ud mod publikum op og råbte "Kom nu!", og så var der igen tændt op for den helt vilde stemning.

Gog og Izzudini lod sig dog ikke slå ud. De startede med tre vundne dueller i træk.

Ved 12-8 lavede Kim Astrup et mindre show med en række høje knæløft, efter modstanderen havde gjort det kort forinden.

Siden det fik malaysierne aldrig for alvor overtaget mod danskerne, selvom de var tæt på ved 14-12, 16-15 og 19-18. Til sidst hentede danskerne sejren i tre sæt efter et stort drama. 21-18.