Badminton

- Jeg har aldrig set noget lignende, siger ekspert om vild matchbold

Denmark Open-tilskuerne fik noget for pengene ved lørdagens første semifinale mellem Wang Li Yui/Huang Dong Ping og Yuta Watanabe/Arisa Higashino.

- Nej, nej, nej.

Denmark Open har budt på mange store, imponerende og nervepirrende momenter, men lørdag blev seerne forkælet med en af turneringens måske vildeste dueller.

Ved stillingen 20-17 i tredje sæt i den japansk-kineske semifinale i mixed double blev der nemlig leveret en forrygende matchbold fra begge par.

Bolden fløj fra side til side med høj fart, og selvom kineserne Wang Li Yui og Huang Dong Ping ad flere omgange fik muligheden for at afgøre bolden ved nettet, returnerede de førende japanere.

Den vilde duel nåede sit højdepunkt, da Yuta Watanabe kastede sig fra banens midte over i højre hjørne for at nå bolden, der igen blev holdt i spil.

- Nej, nej, nej. Jeg har aldrig set noget lignende, lød ordene under kommenteringen fra TV 2 SPORTs badmintonekspert Tine Baun, der fortsatte rosen af de japanske stjerner:

- Jeg sidder faktisk og har lidt kuldegysninger. Hvor var det vanvittigt flot.

Og med de spektakulære redninger og en liggende Watanabe endte duellen med et flot slag fra Arisa Higashino, der afgjorde kampen til japanernes fordel.

Yuta Watanabe/Arisa Higashino - Wang Li Yui/Huang Dong Ping:

  • 1. sæt: 16-21
  • 2. sæt: 21-17
  • 3. sæt: 21-17

Den japanske glæde over både duellen og sejren var da heller ikke til tage fejl af. Der blev jublet igennem, og både Higashino og Watanabe faldt sammen på gulvet i et jubelbrøl.

Et brøl, der måske var ekstra stort, fordi det kun var anden gang i 12 indbyrdes opgør, at de formåede at besejre det stærke kinesiske par.

- Det er ikke en skam for kineserne, at de taber den her. Absolut ikke. For hold nu op en præstation. Og så understreges det bare rigtig, rigtig flot af den her sidste duel, som kineserne havde vundet tre-fire gange, siger Tine Baun.

Senere på lørdagen er der også danskere i aktion på banen i Odense. Her skal herredoublen med Kim Astrup og Anders Skaarup først i aktion, og senere gælder det så Viktor Axelsen i herresingle.

Se det hele på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.