Badminton

Astrup og Skaarup spillet ud af banen i finale

Herredoublen Kim Astrup og Anders Skaarups første Denmark Open-finale endte uden spænding og med en japansk sejr.

Kim Astrup og Anders Skaarup formåede ikke at fuldende deres flotte Denmark Open søndag eftermiddag.

Her tabte den danske herredouble nemlig finalen i den store turnering til japanske Takuro Hoki og Yugo Kobayashi i to sæt.

I en finale, der blev spillet i højt tempo, havde Astrup og Skaarup en god mulighed for at tage første sæt. I andet sæt var japanerne suveræne.

Skaarup/Astrup 0 - 2 Hoki/Kobayashi

  • Første sæt: 18-21 (danskerne var bagud 0-4, men kom tilbage og var foran 15-12)

  • Andet sæt: 12-21 (5-11 ved opholdet)

- Astrup og Skaarup kan være stolte, men det her er den fortjente vinder af Denmark Open, lyder den umiddelbare reaktion fra badmintonekspert Jim Laugesen.

Viktor Axelsen spiller finale mod Kento Momota omkring klokken 16.30 på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.