Badminton

Var bange for, om chancen opstod igen - nu skal den have "maks pede"

Den danske herredouble Kim Astrup og Anders Skaarup spiller søndag finale i Super 1000-turneringen Denmark Open.

Følelserne sad uden på tøjet, da Kim Astrup og Anders Skaarup lørdag spillede sig i finalen ved Denmark Open.

Der blev både spændt muskler, løbet ture fra tribune til tribune og kastet ketsjere til de fremmødte tilskuere, hvilket var et godt billede på, hvor meget både sejren og finalepladsen betyder for dem.

Finalen er den største, de har stået i, siden de i 2018 hentede karrierens største sejr, da de vandt China Open. Derfor er det en stor bedrift for den danske double, der har været i tvivl om, hvorvidt de igen ville komme til at stå i så stor en finale.

- Jeg tror ikke, man kan tælle, hvor mange gange jeg har siddet derhjemme og tænkt over, om vi mon nogensinde får chancen igen. Det er jeg virkelig, virkelig glad for, vi gør.

- Den finale, vi fik i Kina, har bare betydet så meget for vores motivation og vores træningsiver til at kunne give os det boost, det kræver at spille med om de helt sjove titler, siger Kim Astrup til TV 2 SPORT.

Motivationen fra China Open-triumfen er nu overført til det igangværende Denmark Open, hvor de i den afgørende kamp skal møde japanerne Takuro Hoki og Yugo Kobayashi. Og skulle man stadigvæk være i tvivl om, hvor klar de to doubler egentlig er til kampen, gør Kim Astrup det helt klart:

- Nu får vi chancen igen, og så skal den bare have maks pede.

- De har spillet sindssygt godt

Kim Astrup og Anders Skaarup har mødt deres japanske finalemodstandere fire gange tidligere, og generelt har danskerne haft godt tag på verdensrangslistens nummer 15.

Således er tre af de fire kampe endt med dansk sejr.

Det stiller naturligvis danskerne i en god position frem mod søndagens finale, men Kim Astrup understreger, at man langt fra skal undervurdere japanerne, der har set særdeles velspillende ud turneringen igennem.

- De er gode, og de har spillet sindssygt godt de sidste tre-fire uger faktisk. Både ved Sudirman Cup og Thomas Cup. De ser lidt skarpe ud, og de håndterer forholdene rigtig godt derinde, siger Kim Astrup.

Danskerne spiller kamp tre på finaledagen, der begynder klokken 12.00. Senere på dagen som kamp fem spiller Viktor Axelsen ligeledes finale.

Alle kampene kan ses på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.