Badminton

Flere danskere får plads ved VM

Badminton Danmark har takket ja til flere pladser ved VM i december.

Danmarks VM-trup er blevet forstørret fra 17 til 22 spillere.

- Vi har i en sen kvalifikationsfase fået mulighed for at udtage nogle ekstra spillere til VM, og det har vi takket ja til, siger elite- og sportschef Jens Meibom i en pressemeddelelse.

Det er især på damedoublesiden, Badminton Danmark har fået mulighed for at øge antallet af spillere.

Parrene Mette Poulsen/Alexandra Bøje og Amalie Schulz/Christine Busch er således med, når VM starter den 12. december i spanske Huelva.

På herresinglesiden er der også blevet plads til veteranen Hans-Kristian Solberg Vittinghus.

- Det er jeg vildt glad for. Det er ikke sikkert, jeg har så mange gange tilbage, så jeg sætter stor pris på at komme med, siger Vittinghus, der til januar fylder 36 år.

- Jeg har en stærk forventning om, at jeg kan ramme min topform. Det er det, jeg har planlagt sæsonen efter. Og hvis jeg gør det, så tror jeg på, jeg har en chance mod de fleste spillere i verden.

Vittinghus deltog ved VM for første gang i 2011, hvor han med en plads i kvartfinalen også leverede karrierens bedste VM-resultat.

VM i badminton kan ses på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Herunder kan du se hele den danske trup.

Herresingle

  • Viktor Axelsen
  • Anders Antonsen
  • Rasmus Gemke
  • Hans-Kristian Solberg Vittinghus

Damesingle

  • Mia Blichfeldt
  • Line Christophersen

Herredouble

  • Kim Astrup og Anders Skaarup
  • Daniel Lundgaard og Mathias Thyrri

Damedouble

  • Sara Thygesen og Maiken Fruergaard
  • Amalie Magelund og Freja Ravn
  • Mette Poulsen og Alexandra Bøje
  • Amalie Schulz og Christine Busch

Mixeddouble

  • Alexandra Bøje og Mathias Christiansen
  • Niclas Nøhr og Amalie Magelund