Badminton

Axelsen og Antonsen nomineret til international pris

Halvdelen af de nominerede til prisen som årets mandlige badmintonspiller i verden kommer fra Danmark.

Det internationale badmintonforbund (BWF) har nomineret Danmarks to bedste herresinglespillere til prisen som årets mandlige badmintonspiller i verden.

Viktor Axelsen og Anders Antonsen er oppe mod kinesiske Wang Yilyu og Yuta Watanabe fra Japan.

Grundet coronapandemien spænder kåringen over perioden fra 1. november 2019 til 31. oktober i år, så Axelsen må alt andet lige regnes som favorit, da han udover sommerens OL-guld har vundet All England samt flere store turneringer.

Et af de få nederlag, Axelsen har lidt i perioden, var i den store sæsonfinale sidste år til landsmanden Anders Antonsen.

Dansk talent nomineret

Også Line Christophersen har fået en nominering.

Den 21-årige damesinglespiller er en af fire, der kan vinde prisen som den mest lovende spiller. De andre nominerede er Toma Junior Popov (Frankrig), Kunlavut Vitidsarn (Thailand) og Brian Yang (Canada).

Christophersen er nummer 26 på verdensranglisten og har i 2021 vundet to mindre turneringer. Hun nåede også frem til EM-finalen, hvor det blev til nederlag til den spanske stjerne Carolina Marín.

Vinderne kåres, når badmintoncirkusset i næste uge tager hul på tre uger med store turneringer på Bali. Det hele kulminerer med sæsonfinalen fra 1. til 5. december.

Turneringerne kan ses på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.