Badminton

Troede ikke sine øjne, da VM-udtagelse tikkede ind

Badminton Danmark har udtaget yderligere tre spillere til VM i Spanien. Det betyder, at Danmark kan stille med to ekstra mixeddoubler.

Med under en måned til VM har tre danske spillere fået den gode nyhed, at de er udtaget til mesterskabet.

Onsdag fortæller Badminton Danmark, at Mikkel Mikkelsen, Rikke Søby og Mai Surrow alle skal med til VM, og dermed kan Danmark stille med fire mixeddoubler i stedet for to.

Mai Surrow spiller nemlig sammen med Matias Thyrri, der allerede var udtaget i herredouble.

- Jeg er sindssygt glad, men også vildt overrasket. Jeg tror, jeg kiggede på beskeden om udtagelsen i 15 minutter, før der kom et ord ud af min mund, siger Mai Surrow i en pressemeddelelse, hvor hun tilføjer:

- Det er bare kæmpestort for mig, for jeg har kvalificeret mig til EM og VM før, hvor jeg ikke kom af sted. Så det er klart det største, jeg nogensinde har prøvet, siger Mai Surrow.

VM spilles i spanske Huelva fra den 12. til den 19. december, og med de seneste udtagelser stiller Danmark op med i alt 16 konstellationer.

- Vi har valgt at takke ja til de to par, da der i begge konstellationer er spillere, som er en del af Badminton Danmarks satsning, og hvor en mesterskabsdeltagelse vil være relevant for deres sportslige udvikling, forklarer elite- og sportschef Jens Meibom i en pressemeddelelse.

Det er anden gang, den danske VM-trup udvides. 10. november voksede truppen fra 17 til 22 spillere, og nu tæller den altså 25 deltagere.

Danmarks VM-trup

Herresingle

  • Viktor Axelsen
  • Anders Antonsen
  • Rasmus Gemke
  • Hans-Kristian Solberg Vittinghus

Damesingle

  • Mia Blichfeldt
  • Line Christophersen

Herredouble

  • Kim Astrup og Anders Skaarup
  • Daniel Lundgaard og Mathias Thyrri

Damedouble

  • Sara Thygesen og Maiken Fruergaard
  • Amalie Magelund og Freja Ravn
  • Mette Poulsen og Alexandra Bøje
  • Amalie Schulz og Christine Busch

Mixeddouble

  • Alexandra Bøje og Mathias Christiansen
  • Niclas Nøhr og Amalie Magelund
  • Mathias Thyrri og Mai Surrow
  • Mikkel Mikkelsen og Rikke Søby