Badminton

Axelsen begik for mange fejl til at ville snakke om dem

Viktor Axelsen var frustreret over sit niveau, da han torsdag overraskende tabte til indiske H. S. Prannoy i anden runde ved Indonesia Masters.

- Jeg tror ikke, vi har tid til at snakke om alle de ting.

Viktor Axelsen var irriteret på sig selv, da han skulle fortælle om de ting, der gik galt under torsdagen kamp mod indiske H. S. Prannoy, hvor danskeren til stor frustration måtte erkende et nederlag i tre sæt.

Den olympiske guldvinder startede ellers kampen fint, men mistede undervejs momentum, hvilket generede danskeren, der ikke spillede med sit vantlige overskud.

- Det var selvfølgelig en skidt kamp for mig i dag. Jeg synes, at Prannoy spiller en god kamp i dag. Han er rigtig god til at spille disciplineret langt hen ad vejen. Men mit spil var godt nok ikke super, siger Axelsen efter kampen til TV 2 SPORT.

Viktor Axelsen 1-2 H. S. Prannoy

  • 1. sæt: 21-14
  • 2. sæt: 19-21
  • 3. sæt: 16-21

Følte sig ikke på toppen

Axelsen arbejder konstant på at optimere sine forhold og omgivelser, så han kan levere på sit højest mulige niveau.

Torsdag var det undervejs helt tydeligt, at den ellers så ambitiøse dansker slet ikke kunne ramme det niveau, der ellers længe har kendetegnet ham. Efter kampen erkendte den 27-årige dansker også, at han var et stykke fra sit bedste niveau.

- Personligt følte jeg mig ikke på 100 procent derinde, men det er ingen undskyldning. Nogle gange går det ikke, som man havde håbet på, og i dag var ikke min bedste dag.

Du hostede meget. Er du ok?

- Ja, jeg vil ikke stå her og kommentere mindre ting om mit helbred. Alle går igennem op- og nedture – også med helbredet. Jeg gjorde mit bedste, men det var ikke nok, siger Axelsen.

I et opslag på sin Instagram-profil fortæller Axelsen, at han nu vil prioritere at restituere i de kommende uger, så kroppen igen kan komme tilbage på fuld kraft.

Roser mostander for stor præstation

Selvom Axelsen primært fokuserede på sin egen indsats, der ikke var tilfredsstillende, var danskeren alligevel hurtig til at rose torsdagens modstander, der gjorde det svært for Axelsen.

- Først og fremmest vil jeg sige, at Prannoy spillede en rigtig god kamp, og jeg vil sige tillykke til ham for at spille godt.

- Jeg synes, Prannoy spiller godt her. Det er længe siden, han har spillet rigtig godt, men i dag synes jeg, han gjorde det godt. Han spillede disciplineret og gjorde det svært for mig, og jeg traf nogle dumme valg, siger Axelsen.

Indonesia Masters er en såkaldt 750-turnering. Med Viktor Axelsens exit er Anders Antonsen og Rasmus Gemke de to eneste tilbageværende danskere i herresingle.

Indonesia Masters spilles på øen Bali, hvor også Indonesia Open og sæsonfinalerne vil blive spillet i løbet af de kommende uger.