Badminton

Ekspert slikker sig om munden inden ”fremragende kampe”

Danmark er godt repræsenteret ved fredagens kvartfinalerne i Super 750-turneringen Indonesia Masters.

Den danske OL-guldvinder Viktor Axelsen forlod skuffende Indonesia Masters efter et nederlag torsdag.

Heldigvis - set med danske briller - er Danmark godt repræsenteret med stjerner ved fredagens kvartfinaler.

Danmarks næst- og tredjebedste herresingle er blandt de otte sidste i turneringen, mens herredoublen med Astrup og Skaarup også skal i ilden. De spiller med udgangspunkt i disse vejledende tider:

  • Rasmus Gemke mod Kento Momota (6.15 dansk tid)
  • Anders Antonsen mod Kunlavut Vitidsarn (cirka 12.00 dansk tid på TV-banen)
  • Kim Astrup og Anders Skaarup mod Yugo Kobayashi og Takuro Hoki (cirka 8.45 dansk tid)

TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen ser meget frem til fredagens danske kvartfinaler, selvom det på papiret bliver ganske udfordrende.

- Det er fremragende kampe, der skal spilles. Danskerne skal ud i nogle svære kampe, men det bliver meget seværdigt.

Antonsen møder fænomen

Blandt andet skal Rasmus Gemke i duel mod verdensetteren.

- Gemke skal jo op imod Kento Momota, og vi må jo bare være ærlige og sige, at det er noget af en mundfuld for ham. Men det er også en god kamp for ham at få.

- Så har vi Anders Antonsen. De forhold, som Viktor Axelsen havde det lidt svært med, er jo normalt forhold, som passer Antonsen rigtig godt. Men han er oppe imod det her thailandske fænomen, der er ungdomsverdensmester. Han stormer frem i øjeblikket, så det bliver en meget svær kamp.

Kim Astrup og Anders Skaarup vandt mange danske hjerter tilbage i oktober, da de spillede sig hele vejen til finalen ved Denmark Open i Odense.

Desværre for danskerne er fredagens modstander lidt af en nemesis i Yugo Kobayashi og Takuro Hoki.

- Her har vi jo en rematch. Japanerne var overlegne i finalen ved Denmark Open, så det bliver også en svær omgang.

TV 2 SPORT og TV 2 PLAY sender direkte fra Indonesia Masters fredag fra klokken 5.55. Af de tre danske kvartfinaler er det kun Anders Antonsen, der bliver vist på TV.