Badminton

- Jeg er utrolig stolt, siger Antonsen

Anders Antonsen er klar til finalen ved Indonesia Masters efter en overbevisende semifinale-sejr i to sæt over Kidambi Srikanth.

Det er sket to gange før, og lørdag blev den tredje skrevet på listen.

Med en stensikker sejr i to sæt sikrede Anders Antonsen sig sin finale nummer tre i Super 750-turneringen Indonesia Masters.

Sejren kom i hus mod den tidligere verdensetter Kidambi Srikanth, som aldrig for alvor fik presset danskeren. Derfor var det også en yderst tilfreds Anders Antonsen, der satte ord på opgøret og finalepladsen efter kampen.

- Det var en god kamp, synes jeg. Og så er det min tredje Indonesia Master-finale og min fjerde finale i Indonesien generelt, så det er vanvittigt, og det er noget, jeg er utrolig stolt over.

- Jeg er glad for, at jeg igen finder et godt spil her i Indonesien, siger Antonsen.

Anders Antonsen vandt turneringen i 2019 med en sejr over Kento Momota, mens han i 2020 blev nummer to efter nederlag til Anthony Ginting.

Fandt "nøglen"

Noget af dét, der lykkedes ekstra godt for Antonsen i kampen, var hans rolige spil, hvor han i sikker stil fik ekspederet boldene tilbage til Srikanth, der forgæves måtte sætte sine indgreb ind.

En del af spillet, danskeren selv omtaler som "nøglen" til lørdagens semifinalesejr.

- Jeg får forholdsvis mange bolde tilbage, og det får Srikanth til at lave lidt for mange fejl. Jeg var fokuseret hele vejen igennem, og det er jeg superglad for.

- Det var virkelig nøglen i dag - at smide tingene tilbage og få ham til at lave fejlene, siger Antonsen.

I finalen møder Antonsen igen japanske Kento Momota, der ligger nummer 1 på verdensranglisten.

Momota var i slutningen af oktober også i duel med Viktor Axelsen i finalen ved Denmark Open. Her endte Axelsen med at tage sejren efter tre nervepirrende sæt.

Finalerne kan ses på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra klokken 06.00 søndag.