Badminton

Antonsen taber finale klart til verdensetter

Anders Antonsen kunne ikke gøre meget ved verdensetteren Kento Momota, der sikrede finalesejren i to sæt.

En plads på det næstøverste podietrin.

Det var, hvad det blev til for Anders Antonsen ved Indonesia Masters, hvor han i finalen tabte til Kento Momota, der er nummer et i verden. Anders Antonsen er nummer tre på verdensranglisten.

Anders Antonsen 0 - 2 Kento Momota

  • Første sæt: 17-21
  • Andet sæt: 11-21

Momota og Antonsen har nu mødt hinanden syv gange. Kento Momota har vundet de seks af opgørene.

- Antonsen spiller godt i første sæt og kommer flot tilbage. Han har også chancerne for at vinde første sæt. I andet sæt er der ikke noget at snakke om, siger TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen.

Danskeren får 20.400 dollars for andenpladsen, der svarer til næsten 135.000 danske kroner. Momota får det dobbelte.

Sådan forløb kampen /ritzau

Desværre for Antonsen røg han fra start ind i Momotas velsmurte maskine, der ikke laver fejl og er enormt svær at score point imod.

Det pressede danskeren til at spille yderligt med en høj fejlprocent til følge. Japaneren rykkede foran 9-3, men så kom danskeren i gang.

Skarpheden i slagene indfandt sig, og med seks point på stribe fik han udlignet på scoretavlen. Ved opholdet midtvejs var Antonsen foran 11-10.

Han var helt med frem til 15-15, men et par brændte danske muligheder knækkede sættet i Momotas favør. Han kom på 19-15, og derfra kørte han sættet hjem.

Kento Momota havde overtaget i første sæt i finalen. Video: TV 2 SPORT

Svær start på andet sæt

Indledningen på andet sæt var en kopi af første. Japaneren flyttede bolden rundt på banen med stor sikkerhed, mens Antonsen ikke kunne finde en vej igennem ham.

Forskellen var blot, at danskeren ikke fik en lang stime, som bragte ham tilbage i sættet. I stedet kværnede Momota videre.

Japaneren var foran 11-5 midtvejs, og der kom aldrig spænding om udfaldet af finalen.

Andet sæt var en ensidig forestilling, hvor Momota fik vist, at han er uhyre tæt på det skræmmende niveau, han viste i flere år, inden en bilulykke i starten af 2020 satte ham ud af spillet i en længere periode.

Antonsen løb tør for både idéer og energi. Efter tre kvarters badminton kunne Kento Momota gå tilfreds til nettet og sige tak for kampen til sin danske modstander.