Undskylder efter skandaløs fejl - men noget er "ravruskende galt"
Firmaet bag Hawk-Eye håber, at der fortsat vil være tro på systemet, selvom de erkender, at der blev begået en fejl.
Man havde svært ved at tro sine egne øjne.
Hvad der så ud til at være en harmløs challenge, der bare skulle bruges for at bruge den, endte med at blive en større skandale. Videosystemet Hawk-Eye dømte nemlig en bold inde ved sætbolden i første sæt i semifinaleopgøret i Indonesia Masters mellem Gideon/Sukamuljo og Ong/Teo.
Dog viste TV-gengivelserne, at den var klart ude.
TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen kaldte kendelse for "en skandale" og efterlyste en forklaring fra det internationale badmintonforbund, BWF. Forklaringen er ikke kommet, men BWF, Infront Pan-Asia og Hawk-Eye Innovations har beklaget, efter de har gennemgået sætbolden.
- Alle parter kan bekræfte, at der blev begået en fejl af Hawk-Eye Innovations i den operationelle proces. Det resulterede, at de forkerte data blev vist, skriver BWF på sin hjemmeside.
Hawk-Eye Innovations, der er firmaet bag videosystemet, forklarer videre:
- Hawk-Eye erkender, at den forkerte beslutning blev truffet, og vi undskylder for dette – især til Gideon, Sukamuljo, Ong og Teo, skriver de.
Skal ikke ske igen
De underskylder endvidere også til BWF for den indflydelse, fejlen fik på kampen.
- Tillid til at varetage disse processer er afgørende, og det er noget, vi behandler utroligt seriøst for alle Hawk-Eye-teknologier. Vi er stolte af vores langvarige forhold til BWF, og vi forstår fulgt ud vigtigheden af tilliden og integriteten til teknologien, der kan bruges til at fungere.
- Selvom hændelser som denne er utroligt sjældne, tager vi alle problemer utroligt alvorligt og vil foretage en fuldstændig gennemgang for at sikre, at dette ikke sker igen, skriver de i meddelelsen.
Ekspert er overrasket
Selvom BWF, Infront Pan-Asia og Hawk-Eye Innovations beklager gårsdagens hændelse, savner TV 2 SPORTs badmintonekspert stadig svar.
- Jeg er meget overrasket, fordi det er første gang i min historik med BWF, at der kommer en prompte undskyldning. Det er aldrig sket før.
- Der er ikke tilfredshed med Hawk-Eye. Det var et klart bevis på, at der er noget ravruskende galt. Vi skal rose BWF, når de kommer ud og undskylder, men vi mangler stadig at få at vide, hvad der skete. Der er ikke nogen forklaring på, hvorfor den fejl opstod, siger Jim Laugesen.
Marcus Gideon og Kevin Sukamuljo endte med at vinde kampen i tre sæt på trods af en uheldig afslutning på første sæt.