Badminton

Axelsen døjer med vejrtrækning - ekspert er bekymret

Onsdag blev det tydeligt, at Viktor Axelsen fysisk ikke er på sit bedste niveau, og danskeren bekræfter, at han kæmper med vejrtrækningen.

- Prøv lige og se et pokerspil, han har spillet. Altså han er helt færdig.

Sådan lød det fra kommentator Jim Laugesen, da Viktor Axelsen onsdag havde besejret Koki Watanabe i første runde af Indonesia Open.

Viktor Axelsen erkender også selv, at han lige nu ikke er på toppen. Danskeren er blandt andet udfordret af den høje luftfugtighed i hallerne i Indonesien.

- Det er klart, jeg har ikke været helt på toppen herude. Jeg døjer med lidt vejrtrækningen, men det bliver bedre dag for dag. Jeg skulle kæmpe mig igennem i dag, og så håber jeg, det bliver bedre til i morgen (torsdag, red.), siger Axelsen.

Efter onsdagens sejr brød Axelsen ud i jubel, inden han lagde sig på gulvet i udmattelse. Efterfølgende satte danskeren sig over på en stol for at komme sig, mens hans hostede og så utilpas ud.

Ekspert er bekymret

Og onsdagens hændelse er ikke den første, hvor Axelsen virker begrænset i sit spil.

I sidste uges Indonesia Masters kæmpede danskeren med forkølelse, og noget tyder på, at der fortsat er lidt bøvl med helbredet.

Jim Laugesen bemærkede flere ting, der indikerer, at Axelsen ikke er på sit bedste niveau.

- Man kan se, at han har svært ved at holde tempoet i længere tid . Nogle af hans taktiske valg er også indirekte præget af, at han ikke formmæssigt kan slå de andre, siger Laugesen og uddyber:

- Den afslutning og glæde man ser Viktor have over at have vundet så stort, ligner ham ikke. Han har også holdt igen på hosten undervejs. Det indikerer, at han ikke er på 100 procnet, og det er selvfølgelig lidt bekymrende.

Udover bekymringen for Axelsens deltagelse ved det igangværende Indonesia Open tillader Jim Laugesen også at se frem mod næste uges sæsonfinaler.

Her vil modstanderne også være fra allerhøjeste hylde, og derfor skal Axelsen gerne komme sig fuldstændig, hvis det skal blive til succes.

- Man vinder ikke sådan nogle turneringer, som den her og sæsonfinalen, hvis ikke man er på 100 procent. Hvis han gør det, vil det være en af de største bedrifter, han har opnået. Og det siger ikke så lidt, siger Jim Laugesen.

Axelsen har ingen undskyldninger forud for torsdagens kamp

Selvom Axelsen onsdag ikke lignede en spiller, der var klar til at yde sit maksimale allerede torsdag igen, har danskeren ingen undskyldninger og vil kæmpe med alt, hvad han har.

Torsdagens modstander i anden runde af Indonesia Open bliver indiske Kidambi Srikanth. Og selvom Axelsen havde godt styr på i Kidambi Srikanth ved deres seneste møde, er danskeren ikke jubeloptimist forud for kampen.

- Det bliver endnu en svær kamp. Taget alt i betragtning er det en lidt anden situation, jeg står i nu, men jeg har ingen undskyldninger. Jeg har det bedre i morgen, og så kæmper vi videre.

Efter Indonesia Open venter sæsonfinalerne, og derefter kulminerer badmintonåret ved VM i Spanien, der spilles fra den 12. til den 19. december.

TV 2 SPORT sender fra de nævnte turneringer, når der er tv-billeder. Find programmet for tv-banerne på Facebook-siden TV 2 Badminton og find vores samlede sendeplan her.