Badminton

Axelsen ånder lettet op efter vigtig sejr

Viktor Axelsen glæder sig over, at det går den rigtige vej med helbredet. Nu ser han frem til kvartfinalen.

Du kan se kampen på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

- Det var meget, meget bedre.

Det var Viktor Axelsen og TV 2 SPORTs badmintonkommentatorer enige om efter kampen i 1/8-finalen mod Kidambi Srikanth med Indonesia Open.

Den danske verdenstoer har kæmpet med sygdom og vejrtrækningsproblemer i de første kampe i turneringen, men under opgøret mod Srikanth kunne have mærke en klar forbedring.

- Jeg synes, at det var en god kamp fra mit synspunkt. Jeg har ikke haft det 120 procent herude indtil videre, men jeg havde det lidt bedre i dag, siger Viktor Axelsen efter kampen.

- Det betyder rigtig meget for mig, at jeg formår at lukke kampen i to sæt. Jeg har prøvet at gøre mit bedste for at blive så klar, som overhovedet muligt og spille så godt, som jeg overhovedet kan. I dag var det en rigtig vigtig sejr.

- Det var en god "start"

Viktor Axelsen glæder sig over, at spillet – i takt med helbredet – også er blevet bedre. Han havde fuldstændig styr på Srikanth i begge sæt – og trådte også i karakter, når der var brug for det.

- Jeg er virkelig glad for den måde, jeg kontrollerede banen på – især i første sæt. Det var ikke let derinde, men jeg steppede op, da der var brug for det, siger Axelsen.

- Mit mål er, at jeg skal spille så meget badminton som muligt – og så meget god badminton som muligt. Jeg har det meget bedre i dag, end jeg havde de andre dage, så det var en god ”start” for mig.

I kvartfinalen venter Sai Praneeth fra Indien, der er nummer 14 i verden. De har mødt hinanden tre gange tidligere i karrieren, og Axelsen har vundet alle kampe.

TV 2 SPORT sender fra de nævnte turneringer, når der er tv-billeder. Find programmet for tv-banerne på Facebook-siden TV 2 Badminton og find vores samlede sendeplan her.